København d. 31 juli 2012
Kære P
Sommeren er over os, samme sommer som
rammer hvert år på samme tid med hedebølge, regn, blæst og
torden. Jeg husker sommertorden i nattetimerne, hvor vi blev revet ud
af vores senge og nedenunder, fordi sommerhuset havde stråtag. Så
stod vi der sammen og talte ølkasser, jo flere jo bedre så
lynnedslaget var langt væk. Det var altid spændende og jeg var en
smugle bange, men det var også rart at stå der sammen alle fire.
Nå, men nu har det igen været en
dårlig sommer, og det synes virkelig at optage mange hvor meget vi
bliver snydt for rigtig sommer. Jeg må ofte tage mig i lettere
næsvist at kommentere at det må være fordi de har glemt at de er
danskere. For der er da ikke noget nyt i at det regner om sommeren
her i landet. Og hvorfor betyder det så meget lige hvordan vejret er
i juli, hvis det var hedebølge i maj! Det er vist noget med at når
man endelig har fri så vil man også havde det godt. Faktisk har de
lige fundet på i EU, at hvis man bliver syg i sin ferie, så har man
ret til ekstra ferie. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om
det betyder at ens sygdom ikke er ens egen mere. Eller måske at man
selv ikke er ens egen mere, men at man er sit arbejdes, undtagen når
man lige får ferie så slippes man fri for en stund. Men ikke helt,
for hvis ens organisme laver et ubehageligt udsving, så er man altså
pludselig på arbejde igen, og altså ikke sin egen. Nå ja, som du
kan læse så synes jeg det er et meget bekymrende fænomen, men jeg
er jo også 'arbejdsløs', som om nogen udefradefinerede strukturer
kan afgøre om jeg arbejder eller ej. Arbejde betyder jo efterhånden
alt muligt forskelligt, og er meget langt fra en der stod ved et
samlebånd eller gik i marken. I dag kan man f.eks. være
vidensarbejder og medarbejder, men man kan ikke være modarbejder og
det er heller ikke særligt godt at være uvidende arbejder(men det
har det vist aldrig været). Til gengæld har det med at arbejde helt
sikkert noget med penge at gøre, for hvis jeg er arbejdsløs så må
jeg ikke arbejde (heller ikke uden at tjene på arbejdet) ellers får
jeg ingen penge. Jeg ved faktisk ikke om jeg overhoved må skrive
dette brev, eller om det tæller som arbejde, men jeg skal skrive en
masse ansøgninger, ellers får jeg ingen penge og det er hårdt
arbejde. Så jeg sender en masse ansøgninger til jobs som jeg slet
ikke er kvalificeret til, ellers får jeg ingen dagpenge. De stakkels
arbejdsgivere må jo drukne i ansøgninger, det må være som at
finde en nål i en høstak, at finde frem til de rigtig
kvalificerede. Nå men de har i det mindste sat det ned til at man
kun skal skrive to ansøgninger om ugen, en overgang var det fire om
ugen og helt galimathias. Arbejdsgiverene væltede sig i
ukvalificerede ansøgninger fra tilfældige arbejdsløse. Vi,
samfundet, ville da få mere ud af at sætte os til noget
fornuftigere, hvad kunne man forestille sig, åh det er svært, for
det må jo ikke være noget som tager arbejde fra andre, det må
heller ikke være noget som tager form af nedværdigende
strafarbejde, bare fordi man har været så uheldig at blive
arbejdsløs. Måske man bare skulle lade folk bruge ordentlig tid på
de ansøgninger som retter sig stillinger, der er relevant for ens
kompetencer. Det er der mere værdighed i, også for arbejdsgiverne.
Værdighed, det er et ord jeg er kommet
til at holde meget af på det sidste, og endnu mere fordi det er en
stor mangelvare. Måske er det hele udbud/efterspørgsel ideen, det
virker som den største værdi i denne tid at besidde værdighed.
Du vil måske undre dig over at noget
så menneskeligt grundlæggende kan være en mangelvare, og derved
stige i værdi, eftersom det jo bare er noget den enkelte kan tilegne
sig!!! Men så let er det altså ikke at besidde og bevare værdighed
for tiden. Man kan se det tydeligt i depressions og stress
statestikkerne, alle de tilfælde af livsførelsesforvikling. Min
påstand er at en del af det kommer af mangel på værdighed. Men det
er svært at få øje på denne agressive bacille, for den viser sig
i mange diskrete forklædninger, og er derfor ofte svær at
gennemskue. Jeg kan komme med et lille, efter min mening, tydeligt
eksempel. Hver gang jeg modtager en indkaldelse til akassemøde
omkring dagpenge, står der konsekvent det er en invitation, og at
jeg er forpligtet til at møde op. Min akasse er forbundet for
journalistik, kommunikation og sprog, så jeg må antage at det ikke
er en lille fejlformulering, men en bevidst kommunikativ strategi at
lave sådan en omskrivning der får brevet til at lyde lidt
venligere. Men når jeg modtager et brev som er omformuleret en
smugle, bare så jeg ikke skal blive stødt(frastødt), så skal jeg
alligevel regne ud hvad de mener, på trods af at de ikke kan få det
over sig at skrive lige ud.
Deraf må jeg konkludere at enten tager
de mig for en idiot, som tror de virkelig mener invitation (selv om
at jeg kan miste min dagpengeret, hvis jeg ikke møder op), eller at
de godt ved, at jeg ved at de i virkeligheden mener indkaldelse.
Begge dele lige uværdigt, det første fordi det taler ned til mig,
det andet fordi de antager at jeg ikke kan tåle at de kommunikerer
direkte til mig, men bliver nød til at ”pakke ordene ind” så de
ikke virker stødende!!! Der er ikke noget stødende i en
indkaldelse, der er noget nedværdigende i ikke at blive talt til som
et voksent menneske.
Men det er jo bare første skrivelse,
så kommer hele dansen omkring sandheden, som alle i systemet
foretager, for at følge nogle fuldkommen håbløse regler. Man
bliver NØD til at grine af det, hvis man skal bevare sin følelse af
værdighed.
Men det samme sker i mange forskellige
afskygninger rundt om i de systemer arbejde-, som
samfundsstrukturelle vi har opbygget.
Vi har haft en lang årrække med en
ulidelig diskurs om at kun positiv indfaldsvinkel er konstruktiv (det
er sikkert det som er årsagen til den omskrivning i brevet fra
akassen). Det sker på den måde at nogle derovre i Amerika finder på
at det er godt at være positiv. Derefter finder de ud af at de kan
tjene penge på kurser i denne strategi. På et tidspunkt bliver den
virus så båret fra 'overthere' til lille Danmark og så hænger vi
på den. Det er som om at bare fordi den er opfundet i guds eget
land, så behøves vi ikke være kritiske, nej det er faktisk
nedladende, nedbrydende, og modarbejdende at være kritisk. Men er
der noget mere nedladende og livsbenægtende end kun at skulle være
positiv! Det er svært at bevare sin værdighed når man skal stå og
tale babysprog til hinanden neeej hvor er det fint, hvor er du god,
det ser super godt ud. Ved tabet af værdighed kan vi ikke tåle en
reflekteret, nuanceret tilgang til hinanden og det vi yder. Vi er så
fulde af selvforagt at vi hele tiden skal have nogle til at fortælle
os hvor dygtige vi er, og det er selvforstærkende, desværre. Det er
som en slags narkotikum, man skal have mere og mere. Tilsidst lever
jeg kun når jeg bliver bekræftet af andre. Jeg kan rolig skrive jeg
og vi om dette, for jeg har været fanget i dette afhængighedsforhold
til andre, og slet ikke kunne mærke min egen værdighed, ikke hvilet
i, at ved at være menneske, har jeg en plads i verden, som er lige
så værdig andre menneskers. Ak, denne selvforagt er svær at slippe
ud af, og jeg søger ofte stadig bekræftelse for mine kreationer fra
andre, som om jeg søger berettigelse til at skabe.
Og nu jeg er ved det så virker det som
om mange lider af denne skævvridning og det har gjort at værdighed
til en mangelvare og derved i høj kurs. For hvis man ikke kan finde
værdigheden i sig selv, så kan man heller ikke behandle andre med
værdighed.
Nå jeg kunne vist blive ved i dag, men
nu må jeg hellere afslutte brevet for i dag og se at komme ud af min
seng.
Kh
S
Ingen kommentarer:
Send en kommentar