tirsdag den 31. juli 2012

Kære P


København d. 31 juli 2012



Kære P

Sommeren er over os, samme sommer som rammer hvert år på samme tid med hedebølge, regn, blæst og torden. Jeg husker sommertorden i nattetimerne, hvor vi blev revet ud af vores senge og nedenunder, fordi sommerhuset havde stråtag. Så stod vi der sammen og talte ølkasser, jo flere jo bedre så lynnedslaget var langt væk. Det var altid spændende og jeg var en smugle bange, men det var også rart at stå der sammen alle fire.
Nå, men nu har det igen været en dårlig sommer, og det synes virkelig at optage mange hvor meget vi bliver snydt for rigtig sommer. Jeg må ofte tage mig i lettere næsvist at kommentere at det må være fordi de har glemt at de er danskere. For der er da ikke noget nyt i at det regner om sommeren her i landet. Og hvorfor betyder det så meget lige hvordan vejret er i juli, hvis det var hedebølge i maj! Det er vist noget med at når man endelig har fri så vil man også havde det godt. Faktisk har de lige fundet på i EU, at hvis man bliver syg i sin ferie, så har man ret til ekstra ferie. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det betyder at ens sygdom ikke er ens egen mere. Eller måske at man selv ikke er ens egen mere, men at man er sit arbejdes, undtagen når man lige får ferie så slippes man fri for en stund. Men ikke helt, for hvis ens organisme laver et ubehageligt udsving, så er man altså pludselig på arbejde igen, og altså ikke sin egen. Nå ja, som du kan læse så synes jeg det er et meget bekymrende fænomen, men jeg er jo også 'arbejdsløs', som om nogen udefradefinerede strukturer kan afgøre om jeg arbejder eller ej. Arbejde betyder jo efterhånden alt muligt forskelligt, og er meget langt fra en der stod ved et samlebånd eller gik i marken. I dag kan man f.eks. være vidensarbejder og medarbejder, men man kan ikke være modarbejder og det er heller ikke særligt godt at være uvidende arbejder(men det har det vist aldrig været). Til gengæld har det med at arbejde helt sikkert noget med penge at gøre, for hvis jeg er arbejdsløs så må jeg ikke arbejde (heller ikke uden at tjene på arbejdet) ellers får jeg ingen penge. Jeg ved faktisk ikke om jeg overhoved må skrive dette brev, eller om det tæller som arbejde, men jeg skal skrive en masse ansøgninger, ellers får jeg ingen penge og det er hårdt arbejde. Så jeg sender en masse ansøgninger til jobs som jeg slet ikke er kvalificeret til, ellers får jeg ingen dagpenge. De stakkels arbejdsgivere må jo drukne i ansøgninger, det må være som at finde en nål i en høstak, at finde frem til de rigtig kvalificerede. Nå men de har i det mindste sat det ned til at man kun skal skrive to ansøgninger om ugen, en overgang var det fire om ugen og helt galimathias. Arbejdsgiverene væltede sig i ukvalificerede ansøgninger fra tilfældige arbejdsløse. Vi, samfundet, ville da få mere ud af at sætte os til noget fornuftigere, hvad kunne man forestille sig, åh det er svært, for det må jo ikke være noget som tager arbejde fra andre, det må heller ikke være noget som tager form af nedværdigende strafarbejde, bare fordi man har været så uheldig at blive arbejdsløs. Måske man bare skulle lade folk bruge ordentlig tid på de ansøgninger som retter sig stillinger, der er relevant for ens kompetencer. Det er der mere værdighed i, også for arbejdsgiverne.
Værdighed, det er et ord jeg er kommet til at holde meget af på det sidste, og endnu mere fordi det er en stor mangelvare. Måske er det hele udbud/efterspørgsel ideen, det virker som den største værdi i denne tid at besidde værdighed.
Du vil måske undre dig over at noget så menneskeligt grundlæggende kan være en mangelvare, og derved stige i værdi, eftersom det jo bare er noget den enkelte kan tilegne sig!!! Men så let er det altså ikke at besidde og bevare værdighed for tiden. Man kan se det tydeligt i depressions og stress statestikkerne, alle de tilfælde af livsførelsesforvikling. Min påstand er at en del af det kommer af mangel på værdighed. Men det er svært at få øje på denne agressive bacille, for den viser sig i mange diskrete forklædninger, og er derfor ofte svær at gennemskue. Jeg kan komme med et lille, efter min mening, tydeligt eksempel. Hver gang jeg modtager en indkaldelse til akassemøde omkring dagpenge, står der konsekvent det er en invitation, og at jeg er forpligtet til at møde op. Min akasse er forbundet for journalistik, kommunikation og sprog, så jeg må antage at det ikke er en lille fejlformulering, men en bevidst kommunikativ strategi at lave sådan en omskrivning der får brevet til at lyde lidt venligere. Men når jeg modtager et brev som er omformuleret en smugle, bare så jeg ikke skal blive stødt(frastødt), så skal jeg alligevel regne ud hvad de mener, på trods af at de ikke kan få det over sig at skrive lige ud.
Deraf må jeg konkludere at enten tager de mig for en idiot, som tror de virkelig mener invitation (selv om at jeg kan miste min dagpengeret, hvis jeg ikke møder op), eller at de godt ved, at jeg ved at de i virkeligheden mener indkaldelse. Begge dele lige uværdigt, det første fordi det taler ned til mig, det andet fordi de antager at jeg ikke kan tåle at de kommunikerer direkte til mig, men bliver nød til at ”pakke ordene ind” så de ikke virker stødende!!! Der er ikke noget stødende i en indkaldelse, der er noget nedværdigende i ikke at blive talt til som et voksent menneske.
Men det er jo bare første skrivelse, så kommer hele dansen omkring sandheden, som alle i systemet foretager, for at følge nogle fuldkommen håbløse regler. Man bliver NØD til at grine af det, hvis man skal bevare sin følelse af værdighed.
Men det samme sker i mange forskellige afskygninger rundt om i de systemer arbejde-, som samfundsstrukturelle vi har opbygget.
Vi har haft en lang årrække med en ulidelig diskurs om at kun positiv indfaldsvinkel er konstruktiv (det er sikkert det som er årsagen til den omskrivning i brevet fra akassen). Det sker på den måde at nogle derovre i Amerika finder på at det er godt at være positiv. Derefter finder de ud af at de kan tjene penge på kurser i denne strategi. På et tidspunkt bliver den virus så båret fra 'overthere' til lille Danmark og så hænger vi på den. Det er som om at bare fordi den er opfundet i guds eget land, så behøves vi ikke være kritiske, nej det er faktisk nedladende, nedbrydende, og modarbejdende at være kritisk. Men er der noget mere nedladende og livsbenægtende end kun at skulle være positiv! Det er svært at bevare sin værdighed når man skal stå og tale babysprog til hinanden neeej hvor er det fint, hvor er du god, det ser super godt ud. Ved tabet af værdighed kan vi ikke tåle en reflekteret, nuanceret tilgang til hinanden og det vi yder. Vi er så fulde af selvforagt at vi hele tiden skal have nogle til at fortælle os hvor dygtige vi er, og det er selvforstærkende, desværre. Det er som en slags narkotikum, man skal have mere og mere. Tilsidst lever jeg kun når jeg bliver bekræftet af andre. Jeg kan rolig skrive jeg og vi om dette, for jeg har været fanget i dette afhængighedsforhold til andre, og slet ikke kunne mærke min egen værdighed, ikke hvilet i, at ved at være menneske, har jeg en plads i verden, som er lige så værdig andre menneskers. Ak, denne selvforagt er svær at slippe ud af, og jeg søger ofte stadig bekræftelse for mine kreationer fra andre, som om jeg søger berettigelse til at skabe.
Og nu jeg er ved det så virker det som om mange lider af denne skævvridning og det har gjort at værdighed til en mangelvare og derved i høj kurs. For hvis man ikke kan finde værdigheden i sig selv, så kan man heller ikke behandle andre med værdighed.
Nå jeg kunne vist blive ved i dag, men nu må jeg hellere afslutte brevet for i dag og se at komme ud af min seng.

Kh

S

Ingen kommentarer:

Send en kommentar