STOP ECOCIDE

 

          Aisthēta  – det vi sanser   – sanser siger mig at noget er galt  –  ponta – det jeg ved.. kan jeg sætte samme i konstellationer som danner et billede, tydeliggør logikker og sandsynligheder – giver mig forestillingsevne. Jeg ser en masse brikker der samler sig til en tsunami af fremtidige farer, jeg blinker tit så er det ikke så tydeligt, ikke rigtig synligt. Jeg lukker mine sansninger af, sætter et tykt lag op imod de indkomne indtryk for ellers blæser jeg fornuften ud og ender som rallende gal – alle signaler skriger og jeg skruer helt ned for volumen for at fortsætte dagligdagen. DET HOLDER BARE IKKE. Jeg kan ikke skrive poesi om hvordan jeg føler med andre nære smukke og skrøbelige væsner her hvor fødderne altid strækker sig lidt for at favne simpel jord. Jeg kan ikke hoppe ud af konkret sprog, med kilometer af tillægsord og omformulere det som sansning, det larmer i skallen og om lidt sprænges mundvigen som en fødende -i en eksplosion af afmagt

Ukrudtet vokser i mit hoved

arternes tilfældige udvikling