Valdemarsgade d. 31 januar 2014
Kære P
Ja nu skriver vi allerede 2014, alt
flyver synes jeg og det er rart og forvirrende på samme tid. Det er
skønt at flyve rundt og kigge på alt højtoppe fra, mærke at det
kilder i maven fordi der er så meget fart på og bryde igennem
skyerne. Men det er også lidt luftigt, og jeg savner nogle gang gode
gedigne jordhuler.
I forrygende fart lever vi som en lille
ny familie, fire forskellige dyr flyttet til Valdemarsgade i august.
Der er to voksendyr tårnhule-sneglen og mærkeligdyret evigvred. Så
er der teenscreendyret og en filurlarveprincessen. Sammen har vi
lavet et bo med både spisebord og gulve til at rulle på.
Det går stærkt i vores bo, og det ses
især på hvor meget ikke-voksen-dyrerne vokser. Snart kan
teenscreendyret ikke kom ind gennem døren uden at krølle sammen og
filurlarveprincessens tæer med grønlakerede negle stikker ud i
fodenden af princesse-sengen.
Ak tidens fart kan ses helt tydeligt og
det får mig til at ryste gevaldigt i bukserne. Jeg har nemlig
opdaget at jeg bliver ældre, hele tiden bliver jeg ældre, det er
næsten uforsvarligt at gøre mig ældre, der medfølger jo opgaver
man skal udfylde og det er jeg ikke sikker på jeg er indstillet på.
Man skal f.eks. vrisse på en ganske bestemt måde, eller også skal
man være meget snakkesaglig med sidemanden i bussen, beggedele jeg
er adfærd jeg normalt ikke er spor familiær med. Man skal også
have opsparet noget pension, og glæde sig over at tv'et stadig laver
gode debatprogrammer.. alt det der er meget godt, det kan jeg nok
lære mig, der er endog nogle af tendenserne jeg allerede besidder,
uden at ville være ved det. Nej det sværeste er nok at man skal
være sendrægtighed og langmodig. Det er jeg ikke! Og så skal man
nok have fundet sin plads i livet, det har jeg heller ikke. Faktisk
blev jeg ramt af panik i dag, en slags eksistens-panik over at jeg
ikke ved hvor jeg skal hen med noget og føler jeg flagrer rundt.
Hvordan finder man ”sin plads”. Jeg er vel dårlig til at lede
måske det har noget at gøre med langmodighed, eller også er jeg
ikke rigtig interesseret i at kigge grundigt efter. I hvert tilfælde
føler jeg, at jeg er båret af hvirvlende vinde og kommer derhen
hvor de tilfældigt bærer mig. Det er der jo på ingen måde noget
galt med, tværtimod kan vinde være skønne transportmidler,
problemet er nok noget med det der ”alder”. Som om det ikke
passer med min alder. For inden i kan jeg være så gammel, så
gammel at jeg synes at alle burde lytte til mig, og derfor skulle
sidde i en hule på et bjerg. Samtidig kan jeg blive overvældet af
en ungdommelig appetit på liv. Ja, du kan nok høre det er skøre
problemer jeg har. Jeg kan blive så overvældet af denne appetit at
jeg kaster mig hovedkulds ud i fremmede stor projekter.. uden hverken
gangstativ eller kørestol.
Det seneste og største eventyr, som
jeg stadig sidder i er nok denne familiesammenførelse. Denne gang
var vindene ikke bare almindelige trækvinde, denne gang var det en
ganske særlig slags kastevinde af orkanstyrke. Jeg er blevet kastet
rundt, og hvirvlede så meget omkring at jeg har fået ondt i
kæberne, af at grine. Det kilder nemlig på den mest ufattelige
måde. På min rejse holder jeg hårdt fat i evigvreds hånd, vi
holder så godt fat i hinanden at der skulle en ualmindelig vred
tsunami til at tvinge vores hænder fra hinanden. Jeg skal nemlig
røbe at hendes hånd er så fin, at jeg tænker aldrig slippe den
igen. Og sammen hvirvler vi rundt og griner. Tit leger vi tagfat med
de andre dyr, helt anderledes sjovt når man flyver og alle triller
vi rundt i skyerne og griner så tårerene triller og regner på ned
på tvære fodgængere.
Når jeg indimellem lander og vi alle
fire sidder i vores slot, bliver jeg ramt af en forunderlig følelse
af noget meget familiært. Jeg ved at jeg er hjemme og det er rart at
have fundet hjem, jeg vidste jo slet ikke det var det jeg ledte
efter. Jeg vidste ikke at jeg kunne finde et mærkelig-dyr som var så
klogt og var så lækker at dele en flødeskumsseng med, jeg var ikke
klar over at der fandtes mærkelig-dyr, men jeg er lykkelig for at
måske den eneste af slagsen rendte ind i mig.
Nu render tiden igen og klokken er
mange jeg venter på evigvred, vi skal nemlig flyde i
flødeskumssengen og se film. Det er lidt svært at forstå hvad der
er op on ned efter så mange koldbøtter, men det er egentligt også
ubetydeligt jorden drejer jo hele tiden alligevel
rundtossede kærlige hilsner
S
Ingen kommentarer:
Send en kommentar