I ganen sidder en fad plet – hvisker jeg afbrudt til mig selv igen

Er livskvalitet en spoleorm, en smæskende kålorm, en hugorm med hoved i begge ender

en svidende hæmoride!

Bændelorme er hermafroditiske fladorme, der kan leve som voksne parasitter i den menneskelige mavetarmkanal. Ormens karakteristiske led dannes ved ormens hoved. De enkelte led, der kan blive op til et par cm, indeholder ormens æg. Leddene afstødes løbende og forlader kroppen med afføringen.

forlader kroppen med afføringen

Er livskvalitet en spoleorm, en smæskende kålorm, en hugorm med hoved i begge ender

en svidende hæmoride!

Incitamentets frugt

Klump, stik

listige forsøg på at overrumple hinanden

klump fang

hæ hæ vi sidder her endnu

vi

hører til

Du skal givetvis gå

Jeg ved at man skal ønske sig rigtig meget

Jeg ved at man skal ønske dig rigtig meget

Du stammer det tit – du ved du ska forgå

 Rifter er røde, ar kan være blå, livstanker er sprøde og vi er ligeså

Selv med hænderne over dynen er jeg den farligeste på min vej

- - - - 

Ser jeg gennem lede udstående øjne

ånder jeg alverdens luft og spyer det ud som svovlskyer

spænder jeg ben for de fremadskridende krikker

strammer jeg garnet til daglig og kaster rød maling

er jeg måske ikke omgængelig

jeg

er

vi 

Til de efterladte

Til de efterladte, overlevne, udlevne staklerne der står tilbage i nyfødte braklandskaber, til dem der skal rydde op efter festen, den dag bageren holder lukket. Intet blødt brød kun røg og aske. Jeg skriver til jer, da mine tanker ofte kredser om den uendelige fremtid, siddende her ved skrivebordet i en bestående verden, klædt som Kassandra i Troja, uroligt ventende, replikerende repræsentanten for det sidste menneske.

Foran mig står en kop dampende kaffe, computeren spiller Bach og tastaturet er trådløst -fordi det gør livet lettere. Kan mit liv blive lettere? Livet så let at jeg næsten ikke kan mærke tyngden af at eksistere, næsten ikke kan mærke den uundgåelige inderlighed, der kommer af at omstændigheder betyder noget, kræver noget.

I vores indbildte uansvarlighed skyder vi skylden på skæbnen. Grebet strammer den fælles ignorance og vi lader os fange i guden Samtid's celle. På vejen ind i selvskabt mikrokosmos taber vi bidder af erkendelsen, ramt af modernitetens tveæggede sværd, opfindes ting og begreber i en uendelighed. Blændet at vores skabelsers vidunder ignorerer vi bivirkninger, konsekvenser og glemsel.

Baseret på fortidige antagelser har vi opbygget veludviklede rammer, der findes intet udenfor, for udenfor er udenfor begreb, en ikke-verden, en usynlig verden alle ved er, men ingen kan se da den har andre farver.

I forsøget på at forstå overskrider jeg det åbentlyse og agerer som levede jeg i virkeligheden. Men jeg har fanget den i mit skab, virkeligheden blandt skuffer, hylder og gammelt ragelse. Jeg lukker døren indefra og skimter, lurer på uigenkendelige former.

Jeg er omfattet af systemer, tætte net vi møjsommeligt har udtænkt, bånd som holder og fanger os i et smukt spind. Arendt skriver at handlinger er uforudsigelige. Jeg formoder det er dem vi arbejder grundigt og ihærdigt på at forsvare os imod, her inde fra virkeligheden..

Som en løbeild henvist til en afdanket rytme glider dagene mig af hænde, dynen dækker mine behov, dækker krampetrækninger som spontant trækker alle sener og muskler sammen til en kanonkugle, en klump af ”dark matter”. Al betydning forsvinder ned i opstandne sorte huller, huller der vokser hver gang noget suges ind. Pludselig slipper det forkrampede tag i kroppen, i selvet og jeg strækkes ud mellem verden og væren. Glemt er indlandsisen, glemt er hvordan jeg vader på andre og suger af verden, glemt er formålet med dette brev.

vil du sidder her lidt med mig, vil du lade mig kravle ind i dit hoved, lede efter porten, det rigtige indgangsparti, for at ende med at tage dig i hånden og trække i dig, fange dig bag matterede skodder og holde fast på din essens. Jeg samler sjæle. Massevis af andres livsgnist og erfaring, men jeg er dårlig til at kategorisere, der er rod i arkivet og det hele koges sammen til en massiv pølseret af grumset, lidenskabeligt indhold.

Vi fører dagligt samtaler om afslutning, overstyringens udbrud, men taler sjældent om det nye, det kommende menneske. Måske fordi visse mener at det ikke er nogen tilbage når det hele brænder ud. Jeg tænker på jer, I nye mennesker. I har mulighed for at at spire på ny. Nordmanden mente at det vil ske inden for min levetid, inden for tredive år, han mente bestemt at jeg, jeg kunne nå at se det nye brud, den nye verden spire frem. Jeg tror det ikke, jeg har svært ved at tro at amokløbet kan afvikles så hurtigt.

Men vi tænker jo altid på syndflodens fortælling som afsluttende på lykkelig vis, fordi to mennesker overlever, jeg ved ikke om vi ville definere dét som en lykkelig afslutning på vores storhedstid, vores gyldne tidsalder. Jeg håber I er mange, er flere.

Var jer! ikke splitte verden i kategoriseringer som os, vi hænger nu på dem, de klæber, klistrer systemet fast til vores fysiske hylstre og er ikke til at ryste af. Over tid er vi vokset sammen som siamesiske tvillinger, så infiltrerede at det kræver en skarpsindig skalpel og muligvis fatal operation at frigøre sig.

Pludselig får kategorierne overtaget. De styrer og skaber orden, redskaber som har vendt sig imod os, fanger vores tanker i deres udmålte, afgrænsede arealer. Vi bevæger os i kategoriernes, begrebernes omfattende sump, hopper fra kategori til kategori. Vi stimler sammen med andre som står og træder hinanden over blåfrosne tæer. Indtil kategorien udvider sig, degenerere og falder fra hinanden. Så får vi våde sokker igen.

Det gælder om at være i konstant bevægelse, om løbende at komme op med nye kategorier. Tænk hvis vi løb tør og endte med at falde i sprækkernes sump af udefinerbarhed.

Så, I overladte, når det hele er i opløsning prøv at nyde den daglige dukkert i sumpen, kast jer ud over forståelsen, dyk dybt i uforudsigeligheden, måske det giver perspektiv til muldvarper.

Jeg er desværre befængt af tiden, lænket til en knap og selvfølgelig oplevelse, jeg underholder mig med vampyrer og zombier, jeg kræver rettigheder i den ballon af kategorier, som holder mig oppe. Derfor er mine ord til jer forsimplede og begrænsede, min indsigt sløret af samtidens rus. Men med sløret muldvarpeblik ser jeg alligevel tydeligt at verden er slidt og beskidt. Jeg sidder i rene lagner og lugter til fordærv, for lugtesansen er skarpere end jeg synes om.

Vi satte svinene på række, vogtet af hyæner. Byggede landskaber, udstykket, opdelt i båse og fodersystemer. Vi elsker vores husdyr, når de ligger på grillen eller er klædt prikket på i parken. Så længe de er lydige, er der liv og næring, så længe vores agersystemer, plantager og forstøvningsbier makker ret, så længe alle makker ret er der liv.

Jeg kan fornemme færten af ragnarok, for den overdøver dunsten af syntetiske dukkehuse.

Vi har slidt hul på knæene og slider hårdt på syningerne, i kantområder ses møre trevler, har vi glemt at betjene væven. Kan vi overhoved finde den i den store mørke maskinhal blandt smidige maskiner. Skal man slippe tøjlerne? I stedet sidder jeg her ved tastaturet og klaprer løs, i håb om at der stadig kan være betydning i noget, at der stadig findes fordringer som forandrer, handlinger der ændrer.

For år siden konstaterede nogle at historien var slut; åh hvilken dårskab, som har forført os længe, hvilken arrogance, Gud døde med Stirner og Nietzsche, som forudsagde det sidste menneske forført af nihilismes guddom. Derefter blev død Gud ~ kunsten er død, filosofien er død, avantgarden er død, ideologierne er døde, til sidst var historien også død, tilbage var bare det ahistoriske menneske. Et utidigt, arrogant og omnipotent eksemplar af arten. Dermed ikke sagt at der ikke er andre, vi er mange som undervejs har været forført af vores eget storsind. Narcissistisk forelsket i vore frembringelser, har vi redet verden som en hest der skal tæmmes.

Vi kommet langt væk fra at være historiske væsner, og vi kommet så langt væk fra at føle os forankrede i verden, at vi end ikke ænser vi udhuler den, æder den, suger verden tom, og kværner det vi ikke lige umiddelbart kan se værdien i. Hvordan blev vi så blinde og sultne?

Under en usynlighedskappe sniger jeg mig ud af historien, flakser basker frigør mig fra klæbrige dannelsesdiskurser og antagelser med lukkede tilknappede stamceller. Hvor er jord og luft, op og frem -her ?

lyd penetrere forsigtigt blod og lymfer, sammentrækker frit flydende ord, lader til skarpe skud fra en andethed, i det jeg dukker mig og undgår at ramme Utopia i sin flydende formynderiske form. Alligevel følger jeg strømmen af modladning og flytter mig i rekylens turbulens.

De indre skyklapper må hvile nu, pakkes med vintertøjet og gemmes i kælderen så farverne får lov til at gro i spandefulde af definitionsløse nuancer.

Måske et håb?

Nye lyde? Liv er skrøbeligt og stærkt, har vi tabt betydningen? måske det bare blev til en kategori blandt kategorier.

Er det alligevel for sent, forstenet.... ting hænder jo ikke bare.. vi gør og vi gjorde, vi udviklede og byggede, syntakser, diskurser, markeder, profitter og funktioner alt sammen som midler til at opnå bedre og bedre liv. Hele tiden i processen bliver det forræderiske middel til målet, formål forsvinder i historiens tåger.

I vil sandsynligvis også skabe, opbygge og glemme, indsætte nye guder og undlade at undres. I en tid vil I måske være i gang, bygge op, men fordærvet og forførelsen vil træde i kræft, hvis I tror at jeres værk er ved at være perfekt.

Vil I begå samme fejl, I er også vi

Og jeg, jeg ender altid ved dette sted, en muldvarpe ved korsvejen, som tror sporet ender blindt og dog møvre mig nynnende videre

de uformelige ligger i spænd så længe at kernehuset forsvinder

metamorfose er uundgåelig 

vores fine maskine kan i selv de grelleste tilfælde 
få styr på omstændigheder 
tavshedens tortur introducerer kagemand og kagekone

ekskursion til rungende hulrum

ekskursion til rungende hulrum

eller

glatte ords elegante aflejringer

som slår smut med fortællinger

og rammer atmosfærens tempererethed

-

En lortebrun sal med lavthængende søljer har fuldmagt til at skrabe skallen hårdt, rette rynker, glatte pander

baner af rallende fluer hænger fra loftet og mødes i ukendte hjørner hvor stride gardiner brydes af skærende stråler i middelmådigt mørke

løjerligt fører jeg armen

udbasuneret er dommedag

overbefolket og forpagtet af forkerte håndtag

fordrejet af forsynet for daglige leverancer

jeg dukker behændigt, indbygget refleks udstår indirekte angreb

svale ord drukner i søde udsagn, udvidet af stikordets omkreds – et listigt greb

flagrer broget i ufuldendte bomuldsudsagn

Hold hunden fra toilettet!

Der er køtere i fadet igen 


-


Ret splinten i mine hofter eller mit øje, stram båndet om mit hår eller min hals, som et øg, som en ø, i et hav af årsager, indsnuset kun gennem venstre næsefløj, fanget i flaskehalsmanøvre, udbasunerer jeg heftigt gennem højre næsefløj 
sagte hviskes brudstykker af skambidte besværgelser 

mellem farver fordufter familiære bevægelser, forpjusket blæst om af svingærinder lukket inde i kloakrør  
men min forpote kradser hul i et sirligt system af fodnoter, udløser springladninger af indre bolværk klonk klonk kører kæden når alt lukker til – et hurtigt snit i mælken og den flyder surt igen

-

i daggryet er alt der var alt

fryd og løgn

iscenesat

fosforfakler oplyser lyksaligt

og juristen der løber over sprækker i isen, spænder hundehoveder

for endnu et ovalt panel

Advarsel!

pas på, hvor du træder på loven

når benene stikker og stammerne klemmer

prop skellet i postkassen og hæng i porten så du kun kan fanges

med frigjort grimasse

Kære P -3

Valdemarsgade d. 31 januar 2014

Kære P

Ja nu skriver vi allerede 2014, alt flyver synes jeg og det er rart og forvirrende på samme tid. Det er skønt at flyve rundt og kigge på alt højtoppe fra, mærke at det kilder i maven fordi der er så meget fart på og bryde igennem skyerne. Men det er også lidt luftigt, og jeg savner nogle gang gode gedigne jordhuler.

I forrygende fart lever vi som en lille ny familie, fire forskellige dyr flyttet til Valdemarsgade i august. Der er to voksendyr tårnhule-sneglen og mærkeligdyret evigvred. Så er der teenscreendyret og en filurlarveprincessen. Sammen har vi lavet et bo med både spisebord og gulve til at rulle på.

Det går stærkt i vores bo, og det ses især på hvor meget ikke-voksen-dyrerne vokser. Snart kan teenscreendyret ikke kom ind gennem døren uden at krølle sammen og filurlarveprincessens tæer med grønlakerede negle stikker ud i fodenden af princesse-sengen.

Ak tidens fart kan ses helt tydeligt og det får mig til at ryste gevaldigt i bukserne. Jeg har nemlig opdaget at jeg bliver ældre, hele tiden bliver jeg ældre, det er næsten uforsvarligt at gøre mig ældre, der medfølger jo opgaver man skal udfylde og det er jeg ikke sikker på jeg er indstillet på. Man skal f.eks. vrisse på en ganske bestemt måde, eller også skal man være meget snakkesaglig med sidemanden i bussen, beggedele jeg er adfærd jeg normalt ikke er spor familiær med. Man skal også have opsparet noget pension, og glæde sig over at tv'et stadig laver gode debatprogrammer.. alt det der er meget godt, det kan jeg nok lære mig, der er endog nogle af tendenserne jeg allerede besidder, uden at ville være ved det. Nej det sværeste er nok at man skal være sendrægtighed og langmodig. Det er jeg ikke! Og så skal man nok have fundet sin plads i livet, det har jeg heller ikke. Faktisk blev jeg ramt af panik i dag, en slags eksistens-panik over at jeg ikke ved hvor jeg skal hen med noget og føler jeg flagrer rundt. Hvordan finder man ”sin plads”. Jeg er vel dårlig til at lede måske det har noget at gøre med langmodighed, eller også er jeg ikke rigtig interesseret i at kigge grundigt efter. I hvert tilfælde føler jeg, at jeg er båret af hvirvlende vinde og kommer derhen hvor de tilfældigt bærer mig. Det er der jo på ingen måde noget galt med, tværtimod kan vinde være skønne transportmidler, problemet er nok noget med det der ”alder”. Som om det ikke passer med min alder. For inden i kan jeg være så gammel, så gammel at jeg synes at alle burde lytte til mig, og derfor skulle sidde i en hule på et bjerg. Samtidig kan jeg blive overvældet af en ungdommelig appetit på liv. Ja, du kan nok høre det er skøre problemer jeg har. Jeg kan blive så overvældet af denne appetit at jeg kaster mig hovedkulds ud i fremmede stor projekter.. uden hverken gangstativ eller kørestol.

Det seneste og største eventyr, som jeg stadig sidder i er nok denne familiesammenførelse. Denne gang var vindene ikke bare almindelige trækvinde, denne gang var det en ganske særlig slags kastevinde af orkanstyrke. Jeg er blevet kastet rundt, og hvirvlede så meget omkring at jeg har fået ondt i kæberne, af at grine. Det kilder nemlig på den mest ufattelige måde. På min rejse holder jeg hårdt fat i evigvreds hånd, vi holder så godt fat i hinanden at der skulle en ualmindelig vred tsunami til at tvinge vores hænder fra hinanden. Jeg skal nemlig røbe at hendes hånd er så fin, at jeg tænker aldrig slippe den igen. Og sammen hvirvler vi rundt og griner. Tit leger vi tagfat med de andre dyr, helt anderledes sjovt når man flyver og alle triller vi rundt i skyerne og griner så tårerene triller og regner på ned på tvære fodgængere.

Når jeg indimellem lander og vi alle fire sidder i vores slot, bliver jeg ramt af en forunderlig følelse af noget meget familiært. Jeg ved at jeg er hjemme og det er rart at have fundet hjem, jeg vidste jo slet ikke det var det jeg ledte efter. Jeg vidste ikke at jeg kunne finde et mærkelig-dyr som var så klogt og var så lækker at dele en flødeskumsseng med, jeg var ikke klar over at der fandtes mærkelig-dyr, men jeg er lykkelig for at måske den eneste af slagsen rendte ind i mig.

Nu render tiden igen og klokken er mange jeg venter på evigvred, vi skal nemlig flyde i flødeskumssengen og se film. Det er lidt svært at forstå hvad der er op on ned efter så mange koldbøtter, men det er egentligt også ubetydeligt jorden drejer jo hele tiden alligevel

rundtossede kærlige hilsner

S

VOLDs form

Vold er instrumentel
skriver Hannah Arendt

barnevognen bagved taler jysk og jeg får lyst til at vende mig om og smadre telefonen i hovedet på blondinen. Er det telefonen, mig eller blondinen der er instrumentet, er det vold der er handlingen eller er det tanken
afmægtighed og autoritet hvad gør mig mest voldelig
er jeg et voldsinstrument
jeg er ikke specielt hævngerrig
adlyder jeg er jeg autentisk lytter jeg til mig selv – når jeg bare får lyst til at skyde alle dem der gør det samme, får lyst til at pløkke flokken
kan man være autentisk uden at blive frustreret
kan man være ærlig over for frustrationen uden at få lyst til at reagere
kan man reagere uden at det kan ses og mærkes – skal man det?
Kan det ses og mærkes uden at det er betydeligt – kan det være betydeligt uden at det er voldsomt. Hvad vil det sige at være voldsom
skal man være voldsom noget – kan man være voldsom lystig, man kan være lystig. Kan man være voldsom uden at være noget
voldsom i forhold til hvad – voldsom overfor hvad, eller overfor hvem. Kan man være voldsom uden at der er en modtager
Kan man have en modtager uden at have er budskab. Kan voldsom være et budskab
kan man være en slags voldsom over for nogen/noget uden at lave et aftryk
kan man være til uden at sætte aftryk – kan man være til uden at være voldsom
kan lystighed forhindre mig i voldsomhed, skal lystighed forhindre mig i voldsomhed, skal jeg forhindres, skal jeg være lystig, skal jeg være voldsom
er vold mit instrument når jeg er voldsom hvor er volden i voldsomhed
er vold noget rettet mod en modtager og voldsom et udbrud uden aftager
lønsomt begrænser jeg vingefanget

AFORISMER

 

Test mit syn, jeg trænger til at se forvrænget

-

Når man synes andre er dumme, så tager man udgangspunkt i en standart, hvilken?

-

I min lille deling kan vi sagtens blive enige om at mene det rigtige

-

Noget siger mig verden er større end alle de systemer vi kan komme op med

Det kræver den største nøjagtighed at skabe modtryk

-

Begræns ikke verden – ingen fladpandet form

-

Vis mig dit nummer og jeg vil fortælle dig du er – et tal!

-

- kan man sidde så stille at man går i stå

- kan man forsvinde uden at være stille

- kan man eksistere og være stille

-

Afglansbilleder fordamper af at kigge for dybt

-

Men vi skal jo flytte verden hele tiden.....

-

Kodesproget rammer under bæltestedet og propper os med klodser

-

Vores handlinger er den ejendom – andre kan benytte, beskyde, prise eller pisse på

-

Hvorfor skal vi arbejde?

Hvad er arbejde?

Hvad er ikke arbejde?

-

Ansvaret er ikke en dom, det er altid en skide erkendelse

-

Hvordan opdrætter vi skæve vækster

Drømmer vi om skrappe systemer for tilfældighed

Har vi plads til både dig og mig

-

Når vi ikke angre hvis vi opfører os som svin, kan vi være svære at tilgive

-

Jamen du er jo slet ikke lige som mig -hvilken befrielse

-

Du viser hvem du er idet du gør

-

Tempereret – bare tonen i ordet strammer

-

Radikal omtænkning er noget helt andet end du forestiller dig

Sektor 13

  
Talen til åbningen af udstillingen Sektor 13

Afgangsudstillingen 2013 af Det Fynske Kunstakademi – Kurateret af Signe i samarbejde med afgangseleverne.
Deltagende kunstnere: Tuk Bredsdorff, Kristian B Johansson, Tom Kietz, Nenad Milcevic, Niels Pugholm, Clara Starck og Karen Marie Ørsted. 
 

Hvad er i grunden en by? Det er vel der hvor forskellige individer stimler sammen for at bruge mangfoldigheden og fællesskabet til at kunne række længere, bygge stærkere, og derved opnå mere. En sammensat form som hvert enkelt individ uomvendeligt bliver en del af, og som netop bliver til i rummet mellem husene, mellem menneskene – mellemrummet er det fælles.

Sektor 13 blev metaforen for det som opstod da afgang 2013 skulle mødes i et nedslag. Værkerne skulle placeres og i mellemrummet opstod byen. Den voksede ud af et ønske om at være forbundet, trods hver især’s unikke kunstpraksis og udtryk.

Byen er det fælles der er mellem husene, der hvor vi møder andre.

Sektor 13 er metaforen for det møde, der hvor alle syv går sammen i deres forskellighed og skaber en fælles platform, indenfor det område som er blevet stillet til rådighed.

I den fællesproces tabte ingen af kunstnerne opmærksomheden og grundigheden af det kunstneriske arbejde. Og derfor kan man i Sektoren blive forundret, skubbet til, berørt og udfordret i sin grundlæggende ide om bl.a. magtforhold, tilhørsforhold, værdiskabelse og produktion. Man kan lytte, læse, sanse, studere og ikke mindst reflektere.

Værkerne på udstillingen indeholder mange lag og åbner derfor for, at vi som betragtere kan gentænke både verden og vores væren i den.

De nyuddannede kunstnere, har med udstillingen givet os den gave, at vi kan tage indtrykkene med os ud i den fælles verden, og bruge dem til at reflektere over de omstændigheder vi befinder os i og hvordan vi strukturer dem. Det er en stor gave og opfordring til os, for det kunne nok klæde det store fællesskab, hvor det ofte kan virke som om at alle råber og kun få tænker.

Tak for alle de refleksioner I har udfordret mig med, det har gjort mig meget rigere. Tak for samarbejdet og stort tillykke med resultatet. Jeg ønsker jer alt det bedste fremover.

                

Utæmmelig

Velkommen i klubkedelig! for de følsomme på tværs

from a corner of the sane part

What is the world like on the other side... of yesterday

Citizen number 1905670448 send you a message!!!

eat shit and collect numbers!!! who wants to be free for real?

-

Brødkniven holder bordpladen i spænd

Indimellem

når verden helt ned i min lilletå

og jeg husker

det skaber frygt at leve under dyner af enighed

Sære frugter dingler let

-

Jeg har et stort hoved der er svært at balancere

dinglende prøver jeg at finde fremad, en hvilken som helst retning

som en ballon vil det stige til vejrs

jeg presser en stram maske over kraniet for ikke at udstille deformiteten

jeg sørger for at underlødige uhensigtsmæssigheder ikke flyder frit

jeg skåner jer altid lidt

-

Skriv dit svin ellers bliver du aldrig lukket ud, her kan du sidde og gurgle til dunsten af rådne appelsinskaller

Læg dig fladt på maven, lad porerne udvide sig og folde i spasmer, klip så hul i navlen, derved kan du grave i takt til de svagtseendes blodstyrtninger

Skriv dit svin! tramp på eget udsagn, så tyggegummiet bliver hængende i sålen og bukserne glider stille ned -hermed en opfordring til klar afvisning og ærbødighed

Skriv dit svin eller verden blev til igår, lammet af fårede forstyrrelser. Luk ormene ud og lad dem bore sig ind i vågenheden, angrib ormegården kannibalsk

hvem skal foretage dissektionen -spurgte de lyssvage. Skal indholdet destilleres og runge i korridorene? Indholdet skal skære min næse fold op, splitte bugen og bombardere mine sanser – Skriv eller gå under med ignoranter og illusionister - tag mig med ord dit svin

-

Når nu jeg lister så meget, kunne jeg jo forskrække nogen

når nu vi lister så meget, kan vi jo forskrække os selv

listedyr let på tå udhulet og fyldt med strå

-

Kan man

ikke

orke verden

-

Lediggang forsyner forsynet, jeg lusker til samtale medbragt glidecream og filurkattens smil. Det lønner sig altid at tage tryllekappe på. Superkarla klarer sig bedst også mellem måltiderne, hvor vi bliver slugt levende som varme kartofler.

Grønne græsgange skal til frisøren igen og belaste kontanthjælpen, fyrige graner skydes af helvede til og rammer nok i Østersøen inden færgen lægger til og de fremmede kan komme ind.

Den største stamme blev til talerstol for overhovedet, som blev savet fra kroppen den dag hun gik ind i skabet, og tryllekunstneren underholdt en kedelig flok med den oversavede politik.

Kan man dog for helvede ikke købe rønnebær hele året, skal de absolut glaseres af glanskokken på toppen. Alt ondt synes at komme til mig når jeg ligger på langs

-

Det er egentlig ikke særlig svært at sidde på en stol, så længe man kan holde balancen, selv om at kloden er rund og spinder i et rasende tempo. Det er egentlig ikke særlig svært at mærke ballerne blive trykket mod sædet, presset ned og ud af tyngdekraften der trækker den bløde, løse hud til sig. Det svære er at rejse sig, strække benene og skyde knolden i vejret. Jeg kæmper en kamp hver gang jeg rejser mig, trækker mit legeme væk fra jorden, sætter viljen over kraften fra jordens indre, oprejst til lodret position heftigt snurrende og hylende i vinden. Stædigt står jeg

-

Min sorte hud rørte på sig inde i stuen, jeg tror jeg så den i et blink, bevæge sig glidende ned fra bordet mod gulvet, i det jeg slog øjnene op var den på vej ind over mig

det var dagen jeg skulle fjerne mine øjenvipper med en ladyshaver

var alligevel ikke sikker på om det var trygt at gå ud, måske jeg skulle finde min store sparkedragt frem.

Jeg gik rundt og rundt med elefantmaske, til jeg skød mig i foden. For der var ikke flere dukker i skabet kun en respirator. Jeg måtte sætte mig en stund i den blødeste stol

bag gangen øjner jeg en lille dør med en klar sprække, der kan jeg kun komme gennem hvis jeg lader snablen vokse og klipper halen

hvor mange lussinger kan jeg gi mig selv i dag inden jeg er ude

Muligvis nok til at morfe bare jeg ikke vågner som kakerlak,

kan jeg klæde mig i sort og ikke være kakerlak, sker det kun hvis man tilbeder satan. I så fald må jeg glædes over mit bedrag inden jeg holder op med at ånde tungt og bliver helt kold, inden jeg holder op med bare at være et nummer

Det blev tid til at klippe kløerne på lilletåen og klemme foden i skoen.

godt halen blev kappet tæt ved roden så jeg kan bære stramme bukser

I dag fandt jeg igennem porten uden at holde mig selv i hånden

-

jeg-aber kræver lange arme

giv dem flere figursyede mønstre

-

masseproducerede skamlæber er ofte lidt defekte

-

Jeg elsker vores fine indvolds-maskine, hvor tarme bliver produceret i kilometervis så de kan lægges rundt om danmark og holde farsen inde

-

Nu går mine sko undercover

de blæser på alle ordrer ovenfra

At se og ses

Stockholm lørdag d. 16 februar "there is wheat in all the bread here by the counter" – sagde ekspedienten til en kvinde med frakken i den rette længde. Alligevel endte hun med at trække glasdøren op og træde ud på Skeppsbron med en camouflage brun papirspose under armen. De er tilgivet, det bedste ved samtidens økokorrekte kaffebarer er at kaffen virkelig er god, så det er en nydelse at dulme myldret i mit hoved med en stor stærk -velsmagende- latte.
 Knudrede tanker får min mentale bevægelse til at træde vande her i hjertet af stockholms selvorganiserede kunstscene, den internationale messe for kunstnerstyrede udstillingsinitiativer. Det skulle være så godt og rigtigt, hvorfor fanden føler jeg så min indre alien kradse, hvis ikke her hvor helvede er jeg så fra. Al den kunst gør mig træt og negativ, jeg trækker mellemgulvet op i halsen og mobiliserer positiv interesse for alle de ting som ikke rager mig en skid. Det er en dødssyg indstilling og et overdrevent energisk arbejde at omgå min indre kontrære vejleder. En dødssyg indstilling fordi jeg ikke opdager nyt land hvis jeg ikke engang imellem åbner øjnene, ikke opdager nye tanker eller bare andre tanker end min lukkede skal kan producere.
 Al den kunst alle de mennesker som udtænker disse værker, det er faktisk sjovt for en ting der er meget lidt af på Supermarked er sanselighed(æstetisk radikalitet) og fritænkning (det mest befriende er en meget sær finsk video).
Det er som om alle værkerne råber, kræver lange forelæsninger, taler i en uafbrudt strøm eller vifter febrilsk med armene. På en måde er det som om at, hvis det hele forsvandt ville det ikke gøre den mindste forskel i verden.
 Det som gør mig træt er nok, at det ikke bare er på Supermarked kunsten er sådan, det er allevegne jeg kommer. Og eftersom jeg er kunstner skal jeg prøve at trænge ind i andres værker, ikke bare dømme dem på afstand. Det meste kunst kræver så meget og giver så lidt. Måske jeg også bliver træt af at bukke mig for alle de viftende arme. Jeg så to fine ting i går og der er helt sikkert mange flere, som har lidt druknedøden i kunsthavet, og som jeg overhoved ikke ænser idet jeg passerer.

 Mine morgentanker om druknekunst og andre strandvaskere lader tankerne flyde videre til noget der ligger på lur bag de andre tanker, flydende ufærdige tanker om opmærksomhed. Jeg sad egentlig her med kaffe og computer for at arbejde lidt på temaet til det panel jeg moderer senere i dag om visibility. I oplægget skrev jeg vist noget om, om visibility/synlighed altid er indsatsen værd når man er et lille kunstnerstyret udstillingssted. Men der er faktisk et andet aspekt på visibility og opmærksomhed. Det er stadig lidt snørklet i mit hoved, så jeg prøver mig frem.. H.Arendt skriver om appearence at man altid appear/fremtræder for nogen, dvs at synlighed altid ikke bare kræver en indsats af den som vil gøre sig synlig, det kræver også opmærksomhed fra den som ser. At se på noget/nogen bestemt der vil noget med at blive set kræver mental opmærksomhed. Nogen vil noget med din opmærksomhed, give dig deres indput, oplevelse og/eller information. Men hvordan har opmærksomheden og sindet det med heletiden at blive opråbt af ting man måske ikke selv ville have valgt? Der er gået inflation i andres opmærsomhed, det er ikke nogen dyrebar ting -andres opmærksomhed, det kræver ikke en særlig stor skat at tiltuske sig andres opmærksomhed, man behøves faktisk slet ikke have noget særligt at byde ind med for at prøve at fange andres opmærksomhed bare en stund. Den dyrebare opmærksomhed som der er penge i, som der er værdi i, jo flere der 'liker' det du poster på FB, jo smartere er du, opmærksomheden bliver et successtempel, ikke en sur smiley, som tildeles for at stjæle andres opmærksomhed. Ingen bebrejdes for at kæmpe for andres opmærksomhed, selv om at det ”budskab” man vil formidle ingen dybere substans har. Ingen bliver hængt ud som uetiske, selv om at de bruger scannere til at regne ud hvordan de kan manipulere os til at gøre det de ønsker vi skal gøre, og så bare for at rage til sig, skabe større profit. Hvis du producere sådan et lorte produkt at du bliver nød til at prøve at snyde dine medmennesker til at købe det, burde du indse at du er i den forkerte branche, eller bare ikke har anstrengt dig nok til at skabe et ordentligt produkt. Med hypnose kan man få mennesker til at gøre hvad som helst, er det i orden at udnytte lignende teknikker på egen vinding??? er det i orden at udnytte andres hjerners ubevidste opmærksomhed for egen vinding? Slange hvor er din stolthed? Er det ikke noget ufint mere i at udnytte sine medmennesker? Selvfølgelig ikke hvis man betragter medmennesket som et får! Hvis man ser på hvordan vi behandler får og andre husdyr i dag, kan vi så forudsige hvor det vil bære hen med menneske-fåret?
 Og hvad med os selv er vi helt ligeglade med hvad vi bruger vores bevidsthed og nærvær på. Vores bevidsthed, det som samler den tilfældige, unikke sammensætning af molekyler, kemi og energi, denne vores egen ganske særlige bevidsthed, er det slet ikke vigtigt hvad den bliver næret med. I min tid i mit liv bliver den konstant forstyrret af monitorer der viser nyheder, reklamer, interessante oplevelser og vigtigt emner og en stormflod af underholdning. Jeg prøver hele tiden at lukke af for alle dem som vil have min opmærksomhed, for det bliver svært at orientere sig når alle mulige råber på dig, det er svært at vælge det som betyder noget for MIG, når alle mulige forskellige ubetydeligheder råber ad mig, og er det ikke virkelig tarveligt at stå og råbe på min opmærksomhed, i stedet for at tro på eget værdi og få opmærksomhed fordi der er værdi i det man laver.
Hvordan ville kroppen have det med konstante forsøg på blive fyldt af det man møder på sin vej. I stedet for at vælge hvad man vil indtage, så skulle man hele tiden bruge energi at undgå at indtage tilfældige indput, hm... sådan er det vist allerede på en måde med al de reklamer som bearbejder dig ubevidst, frister og trykker på instinktive knapper, fy føj hvor er det i grunden menneskefjendsk og tarveligt at opføre sig sådan, så bliver medmennesket til en man skal prøve at snyde, forføre for egen vinding, fy føj hvor ufint egentligt.

Nå så fik jeg ryddet lidt op i mine tanker, nu gælder det om at holde sig til emnet når jeg sidder der med mine medsammensvorne og udbreder ”det rigtige” i vores semi fascistiske politiskkorrektekunstscene, i den verden vi alle er enige om er den 'rigtige verden', måske jeg skal lade min indre alien slippe ud af salen så længe, lade den glide ud på taget og trække dybe åndedrag af dejlig syrlig storby oxygen.

Kære P -2

København d. 31 Juli 2012

Kære P

Jeg bliver så trist og hidsig nogle gange, det er næsten ikke til at rumme. Der er så mange svin i verden, som udnytter og vader på deres medmennesker i sådan en grad at selveste Hitler ville smile i sin grav. Jeg bliver så frusteret at det næsten ikke er til at holde ud at sætte sig ind i. Nidkære, grådige og magtliderlige mennesker har fået en større legeplads med globaliseringen, og med den almene accept og indoptagelse af kapitalismen. Fordi det er tydeligt at kapitalisme gøder at man vader på andre for at få udvidet egen materielle velstand, det velsigner underlødige metoder i form af alskens manipulation, for at fremme egne interesser. Det er den vision vi alle har tilsluttet os og hvad værre er så har vi tilsluttet os det globalt, så de underlødige metoder kan mudre alle overblik over hvordan vi opfører os over for hinanden. Kapitalismens sjæl indeholder ikke respekt for andre, kun anerkendelse af dem der er lige så gode til at udføre deres selviske mål. Det der er tilbage af respekt for gensidigtrespektfulde handlinger er ofte reminiscenser af humanismen og oplysningen, og af religiøs næstekærlighed. Men det er tydeligt at alle disse retninger opløses langsomt i nihilismen eller bliver fordærvede, dekadente versioner af sig selv, hvor forståelse for den oprindelige intention er tabt i historiske tåger.

Jeg bliver så gal for det menneskefjendske er blevet en hel masse smilende masker og det er umuligt at afgøre hvem der besidder en reel intention for andre end bare sin egen bankbog. Der er så mange svin, som er med til at dække over uhyrligheder over for vores medmennesker og overfor naturen. Ja ok jeg fik lige raset lidt, men det er så frustrerende at leve en tid hvor alt er fordækt, alt er rænkespil og det går ud over hele kloden.

Frustrede hilsner

S

Kære P

København d. 31 juli 2012

Kære P

Sommeren er over os, samme sommer som rammer hvert år på samme tid med hedebølge, regn, blæst og torden. Jeg husker sommertorden i nattetimerne, hvor vi blev revet ud af vores senge og nedenunder, fordi sommerhuset havde stråtag. Så stod vi der sammen og talte ølkasser, jo flere jo bedre så lynnedslaget var langt væk. Det var altid spændende og jeg var en smugle bange, men det var også rart at stå der sammen alle fire.

Nå, men nu har det igen været en dårlig sommer, og det synes virkelig at optage mange hvor meget vi bliver snydt for rigtig sommer. Jeg må ofte tage mig i lettere næsvist at kommentere at det må være fordi de har glemt at de er danskere. For der er da ikke noget nyt i at det regner om sommeren her i landet. Og hvorfor betyder det så meget lige hvordan vejret er i juli, hvis det var hedebølge i maj! Det er vist noget med at når man endelig har fri så vil man også havde det godt. Faktisk har de lige fundet på i EU, at hvis man bliver syg i sin ferie, så har man ret til ekstra ferie. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det betyder at ens sygdom ikke er ens egen mere. Eller måske at man selv ikke er ens egen mere, men at man er sit arbejdes, undtagen når man lige får ferie så slippes man fri for en stund. Men ikke helt, for hvis ens organisme laver et ubehageligt udsving, så er man altså pludselig på arbejde igen, og altså ikke sin egen. Nå ja, som du kan læse så synes jeg det er et meget bekymrende fænomen, men jeg er jo også 'arbejdsløs', som om nogen udefradefinerede strukturer kan afgøre om jeg arbejder eller ej. Arbejde betyder jo efterhånden alt muligt forskelligt, og er meget langt fra en der stod ved et samlebånd eller gik i marken. I dag kan man f.eks. være vidensarbejder og medarbejder, men man kan ikke være modarbejder og det er heller ikke særligt godt at være uvidende arbejder(men det har det vist aldrig været). Til gengæld har det med at arbejde helt sikkert noget med penge at gøre, for hvis jeg er arbejdsløs så må jeg ikke arbejde (heller ikke uden at tjene på arbejdet) ellers får jeg ingen penge. Jeg ved faktisk ikke om jeg overhoved må skrive dette brev, eller om det tæller som arbejde, men jeg skal skrive en masse ansøgninger, ellers får jeg ingen penge og det er hårdt arbejde. Så jeg sender en masse ansøgninger til jobs som jeg slet ikke er kvalificeret til, ellers får jeg ingen dagpenge. De stakkels arbejdsgivere må jo drukne i ansøgninger, det må være som at finde en nål i en høstak, at finde frem til de rigtig kvalificerede. Nå men de har i det mindste sat det ned til at man kun skal skrive to ansøgninger om ugen, en overgang var det fire om ugen og helt galimathias. Arbejdsgiverene væltede sig i ukvalificerede ansøgninger fra tilfældige arbejdsløse. Vi, samfundet, ville da få mere ud af at sætte os til noget fornuftigere, hvad kunne man forestille sig, åh det er svært, for det må jo ikke være noget som tager arbejde fra andre, det må heller ikke være noget som tager form af nedværdigende strafarbejde, bare fordi man har været så uheldig at blive arbejdsløs. Måske man bare skulle lade folk bruge ordentlig tid på de ansøgninger som retter sig stillinger, der er relevant for ens kompetencer. Det er der mere værdighed i, også for arbejdsgiverne.

Værdighed, det er et ord jeg er kommet til at holde meget af på det sidste, og endnu mere fordi det er en stor mangelvare. Måske er det hele udbud/efterspørgsel ideen, det virker som den største værdi i denne tid at besidde værdighed.

Du vil måske undre dig over at noget så menneskeligt grundlæggende kan være en mangelvare, og derved stige i værdi, eftersom det jo bare er noget den enkelte kan tilegne sig!!! Men så let er det altså ikke at besidde og bevare værdighed for tiden. Man kan se det tydeligt i depressions og stress statestikkerne, alle de tilfælde af livsførelsesforvikling. Min påstand er at en del af det kommer af mangel på værdighed. Men det er svært at få øje på denne agressive bacille, for den viser sig i mange diskrete forklædninger, og er derfor ofte svær at gennemskue. Jeg kan komme med et lille, efter min mening, tydeligt eksempel. Hver gang jeg modtager en indkaldelse til akassemøde omkring dagpenge, står der konsekvent det er en invitation, og at jeg er forpligtet til at møde op. Min akasse er forbundet for journalistik, kommunikation og sprog, så jeg må antage at det ikke er en lille fejlformulering, men en bevidst kommunikativ strategi at lave sådan en omskrivning der får brevet til at lyde lidt venligere. Men når jeg modtager et brev som er omformuleret en smugle, bare så jeg ikke skal blive stødt(frastødt), så skal jeg alligevel regne ud hvad de mener, på trods af at de ikke kan få det over sig at skrive lige ud.

Deraf må jeg konkludere at enten tager de mig for en idiot, som tror de virkelig mener invitation (selv om at jeg kan miste min dagpengeret, hvis jeg ikke møder op), eller at de godt ved, at jeg ved at de i virkeligheden mener indkaldelse. Begge dele lige uværdigt, det første fordi det taler ned til mig, det andet fordi de antager at jeg ikke kan tåle at de kommunikerer direkte til mig, men bliver nød til at ”pakke ordene ind” så de ikke virker stødende!!! Der er ikke noget stødende i en indkaldelse, der er noget nedværdigende i ikke at blive talt til som et voksent menneske.

Men det er jo bare første skrivelse, så kommer hele dansen omkring sandheden, som alle i systemet foretager, for at følge nogle fuldkommen håbløse regler. Man bliver NØD til at grine af det, hvis man skal bevare sin følelse af værdighed.

Men det samme sker i mange forskellige afskygninger rundt om i de systemer arbejde-, som samfundsstrukturelle vi har opbygget.

Vi har haft en lang årrække med en ulidelig diskurs om at kun positiv indfaldsvinkel er konstruktiv (det er sikkert det som er årsagen til den omskrivning i brevet fra akassen). Det sker på den måde at nogle derovre i Amerika finder på at det er godt at være positiv. Derefter finder de ud af at de kan tjene penge på kurser i denne strategi. På et tidspunkt bliver den virus så båret fra 'overthere' til lille Danmark og så hænger vi på den. Det er som om at bare fordi den er opfundet i guds eget land, så behøves vi ikke være kritiske, nej det er faktisk nedladende, nedbrydende, og modarbejdende at være kritisk. Men er der noget mere nedladende og livsbenægtende end kun at skulle være positiv! Det er svært at bevare sin værdighed når man skal stå og tale babysprog til hinanden neeej hvor er det fint, hvor er du god, det ser super godt ud. Ved tabet af værdighed kan vi ikke tåle en reflekteret, nuanceret tilgang til hinanden og det vi yder. Vi er så fulde af selvforagt at vi hele tiden skal have nogle til at fortælle os hvor dygtige vi er, og det er selvforstærkende, desværre. Det er som en slags narkotikum, man skal have mere og mere. Tilsidst lever jeg kun når jeg bliver bekræftet af andre. Jeg kan rolig skrive jeg og vi om dette, for jeg har været fanget i dette afhængighedsforhold til andre, og slet ikke kunne mærke min egen værdighed, ikke hvilet i, at ved at være menneske, har jeg en plads i verden, som er lige så værdig andre menneskers. Ak, denne selvforagt er svær at slippe ud af, og jeg søger ofte stadig bekræftelse for mine kreationer fra andre, som om jeg søger berettigelse til at skabe.

Og nu jeg er ved det så virker det som om mange lider af denne skævvridning og det har gjort at værdighed til en mangelvare og derved i høj kurs. For hvis man ikke kan finde værdigheden i sig selv, så kan man heller ikke behandle andre med værdighed.

Nå jeg kunne vist blive ved i dag, men nu må jeg hellere afslutte brevet for i dag og se at komme ud af min seng.

Kh

S