PEOPLE POWER

Det kunne være fedt at lave et langdigt om at svømme over eller under, om at overophede eller fryses ude, midt i morgenkaffen er 57 mennesker blevet anholdt, bliver morgenkaffen fortid, det er allerede et privilegie som indbefatter man har et komfur og et sted at nyde den. Jeg drikker altid den samme espresso, fordi jeg kan. At kunne er at have muligheden for hver morgen at stå op og lave en dejlig kop af importeret særlig udvalgte bønner. Hvem har plukket dem, kan de drikke morgenkaffe på bønner af eget valg hvis de vil? Sikkert ikke. Jeg køber dem altid på udsalg eller i store portioner, ellers har jeg ikke råd, en dag er denne mulighed der ikke mere. I Valencia er der mange som havde et komfur før og drak sikkert kaffe hver morgen.

Syder det i dig og bobler som espressokanden, Trump er lige genvalgt. Det er ingen ord i mig, gider næste ikke nyhederne, kun AOC som taler om mellemmenneskelig mobilisering. Styrk naboskaber og fællesskaber – the winter is coming – trods hovedpine skal jeg lave en vegansk gryderet til tyve personer i dag, så vi kan snakke om jorden, snakke om tiden og vejen. Jeg har ikke lavet den story jeg sagde jeg ville, jeg har aversion mod alle disse posts, selv om at jeg laver sociale medier for forskellige grupper, jeg har aversioner, trækker det, går trægt og tænker langsomt over det, pludselig ligger jeg vågen to timer med dårlig samvittighed, jeg skulle have lavet den post, bare en story, ikke noget særligt. Jeg gjorde det ikke – jeg modsatte mig. Altså ikke som at sidde på gaden i blokader, bare sådan et lille modsætte sig, et lille oprør inden i mig, min indre aversion mod at blive tvunget til at være i det opmærksomhedsflow, i konkurrencen med alle om at blive synlig, at blive set, at være en del af verden. For hvis man ikke bliver set, så er man her ikke og det er ikke nok at blive set på gaden, for der kan man ikke ’like’s’.

»altid har stødt sammen med en mørkere virkelighed«

jeg var ung i firserne og troede at den kolde krig ville ende i en atomkrig. Jeg kan genkende frygtens tilstand, den bliver trukket frem igen, sidder lige under huden nu, havde glemt den indre dirren – intet er sikkert – forskellen er at jeg er midaldrende og erfaren, frygten er ligeglad, og erfaringen som aflæser situationen siger at det er rigtig sort nu. Alt det jeg frygtede om klimaet, forureningen, naturen og om krig og psykopat mænd er blevet virkeligt. Kloden er befolket af magtliderlige ignorante fjolser, af mænd som spiller pik med verden, samtidig med at de nedtramper og udsuger moder jord, laver systemer som maks-udnytter kaffebønneplukkeren eller bomuldsfarveren på gigafabrikken. Hvem fanden ville arbejde sådan et sted, hvis man ikke var tvunget? Vi taler om datiden som brutal, fordi der var slaver. Nutiden er brutal fordi der er kapitalisme, som slavegør millioner af mennesker. Hvem i det globale nord ville vælge et job på en af de mange massive fabrikker, der producerer vores tøj? Det kunne være sjovt at fremhæve Kant, den højt skattede europæiske filosof, som var med til at formulere og udtænke det som blev oplysningen; vores grundlag for overlegenhed i demokrati og frihed i den vestlige verden. Lad os hive det kategoriske imperativ op af den gamle støvede oplysnings hat ’Handl kun efter den maksime ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver almen lov’. Ville du bygge et system, hvor dine børn blev nødt til at arbejde i en af de fabrikker hele sit liv, for at få råd til at leve? (jeg skriver her til mine privilegerede medmennesker i det velnærede Danmark). Der er selvfølgelig mange, som ikke er enig med Kants moralske kriterier. Personligt er jeg ikke selv glad for andres moralistiske normative nedgørelser, men det har intet med det kategoriske imperativ at gøre. For moral eller etik er jo noget i os, der handler om hvordan vi behandler hinanden og hvordan vi handler som fællesskab og lige nu handler vi på en måde, som tillader og igennem vores handlinger tilskynder, at millioner arbejder under slaveligende omstændigheder, for at vi kan bevare vores rigdom. Vi er lige så impereale, som vi har være i århundrede, og selv i vores meta-informations tid, med video-reels der flyver verden rundt, ser vi ikke dem, som arbejder for os. Spørg dig selv, ville du købe det billige tøj, hvis dine børn var tvunget til at sy det under forfærdelige forhold til sulteløn, for at overleve? Hvordan kan vi ikke se det? Hvordan kan vi ikke se dem, de andre? For vi ved med sikkerhed at de er der, der i fabrikkerne, plantagerne og minerne. Hvordan kan vi ikke se dem som os, som en del af menneskeheden, de andre derovre på den anden side af kloden, dem i Uganda der lige nu bliver fængslet for at protestere imod en ny olieboring i Uganda’s Lake Albert oilfields, så Totalenergies kan i samarbejde med staten og PFA ødelægge et stort natur område (præcis som Shell, den Nigerianske regering og befolkningen i Niger deltaet i starten af halvfemserne) for derefter at tvangsforflytte 100.000 og lade en rørledning med olie gennemskære en masse naturområder….. … samtidig vi står og kigger ind i et muligt økosystemkollaps forårsaget af fossilindustrien. Hvad ville du synes, hvis det var din lille park, som skulle blive et stort grimt forurenet oliefelt? I DK brokker lystfiskerne sig over at havet er dødt – tak til lystfiskerne for at råbe op – men bare det at vi har noget der hedder lystfiskere, vidner om vores massive overflod – den dag hvor vi bliver nødsaget til at fiske fordi vi ikke har noget mad, så er der ingen fisk – og den dag kommer jo helt sikkert, hvis vi ikke laver om på den måde vi lader de 10-30 firmaer som styrer verdens handel, information og industri, fortsætte med at styre, udhule, udrydde og udnytte for deres egen vinding. Hvem kan stoppe dem? Skal vi bare acceptere der ingen fisk er den dag vi bliver nødsaget til at fiske for at få stillet vores virkelige sult?