Sektor 13

  
Talen til åbningen af udstillingen Sektor 13

Afgangsudstillingen 2013 af Det Fynske Kunstakademi – Kurateret af Signe i samarbejde med afgangseleverne.
Deltagende kunstnere: Tuk Bredsdorff, Kristian B Johansson, Tom Kietz, Nenad Milcevic, Niels Pugholm, Clara Starck og Karen Marie Ørsted. 
 

Hvad er i grunden en by? Det er vel der hvor forskellige individer stimler sammen for at bruge mangfoldigheden og fællesskabet til at kunne række længere, bygge stærkere, og derved opnå mere. En sammensat form som hvert enkelt individ uomvendeligt bliver en del af, og som netop bliver til i rummet mellem husene, mellem menneskene – mellemrummet er det fælles.

Sektor 13 blev metaforen for det som opstod da afgang 2013 skulle mødes i et nedslag. Værkerne skulle placeres og i mellemrummet opstod byen. Den voksede ud af et ønske om at være forbundet, trods hver især’s unikke kunstpraksis og udtryk.

Byen er det fælles der er mellem husene, der hvor vi møder andre.

Sektor 13 er metaforen for det møde, der hvor alle syv går sammen i deres forskellighed og skaber en fælles platform, indenfor det område som er blevet stillet til rådighed.

I den fællesproces tabte ingen af kunstnerne opmærksomheden og grundigheden af det kunstneriske arbejde. Og derfor kan man i Sektoren blive forundret, skubbet til, berørt og udfordret i sin grundlæggende ide om bl.a. magtforhold, tilhørsforhold, værdiskabelse og produktion. Man kan lytte, læse, sanse, studere og ikke mindst reflektere.

Værkerne på udstillingen indeholder mange lag og åbner derfor for, at vi som betragtere kan gentænke både verden og vores væren i den.

De nyuddannede kunstnere, har med udstillingen givet os den gave, at vi kan tage indtrykkene med os ud i den fælles verden, og bruge dem til at reflektere over de omstændigheder vi befinder os i og hvordan vi strukturer dem. Det er en stor gave og opfordring til os, for det kunne nok klæde det store fællesskab, hvor det ofte kan virke som om at alle råber og kun få tænker.

Tak for alle de refleksioner I har udfordret mig med, det har gjort mig meget rigere. Tak for samarbejdet og stort tillykke med resultatet. Jeg ønsker jer alt det bedste fremover.

                

Utæmmelig

Velkommen i klubkedelig! for de følsomme på tværs

from a corner of the sane part

What is the world like on the other side... of yesterday

Citizen number 1905670448 send you a message!!!

eat shit and collect numbers!!! who wants to be free for real?

-

Brødkniven holder bordpladen i spænd

Indimellem

når verden helt ned i min lilletå

og jeg husker

det skaber frygt at leve under dyner af enighed

Sære frugter dingler let

-

Jeg har et stort hoved der er svært at balancere

dinglende prøver jeg at finde fremad, en hvilken som helst retning

som en ballon vil det stige til vejrs

jeg presser en stram maske over kraniet for ikke at udstille deformiteten

jeg sørger for at underlødige uhensigtsmæssigheder ikke flyder frit

jeg skåner jer altid lidt

-

Skriv dit svin ellers bliver du aldrig lukket ud, her kan du sidde og gurgle til dunsten af rådne appelsinskaller

Læg dig fladt på maven, lad porerne udvide sig og folde i spasmer, klip så hul i navlen, derved kan du grave i takt til de svagtseendes blodstyrtninger

Skriv dit svin! tramp på eget udsagn, så tyggegummiet bliver hængende i sålen og bukserne glider stille ned -hermed en opfordring til klar afvisning og ærbødighed

Skriv dit svin eller verden blev til igår, lammet af fårede forstyrrelser. Luk ormene ud og lad dem bore sig ind i vågenheden, angrib ormegården kannibalsk

hvem skal foretage dissektionen -spurgte de lyssvage. Skal indholdet destilleres og runge i korridorene? Indholdet skal skære min næse fold op, splitte bugen og bombardere mine sanser – Skriv eller gå under med ignoranter og illusionister - tag mig med ord dit svin

-

Når nu jeg lister så meget, kunne jeg jo forskrække nogen

når nu vi lister så meget, kan vi jo forskrække os selv

listedyr let på tå udhulet og fyldt med strå

-

Kan man

ikke

orke verden

-

Lediggang forsyner forsynet, jeg lusker til samtale medbragt glidecream og filurkattens smil. Det lønner sig altid at tage tryllekappe på. Superkarla klarer sig bedst også mellem måltiderne, hvor vi bliver slugt levende som varme kartofler.

Grønne græsgange skal til frisøren igen og belaste kontanthjælpen, fyrige graner skydes af helvede til og rammer nok i Østersøen inden færgen lægger til og de fremmede kan komme ind.

Den største stamme blev til talerstol for overhovedet, som blev savet fra kroppen den dag hun gik ind i skabet, og tryllekunstneren underholdt en kedelig flok med den oversavede politik.

Kan man dog for helvede ikke købe rønnebær hele året, skal de absolut glaseres af glanskokken på toppen. Alt ondt synes at komme til mig når jeg ligger på langs

-

Det er egentlig ikke særlig svært at sidde på en stol, så længe man kan holde balancen, selv om at kloden er rund og spinder i et rasende tempo. Det er egentlig ikke særlig svært at mærke ballerne blive trykket mod sædet, presset ned og ud af tyngdekraften der trækker den bløde, løse hud til sig. Det svære er at rejse sig, strække benene og skyde knolden i vejret. Jeg kæmper en kamp hver gang jeg rejser mig, trækker mit legeme væk fra jorden, sætter viljen over kraften fra jordens indre, oprejst til lodret position heftigt snurrende og hylende i vinden. Stædigt står jeg

-

Min sorte hud rørte på sig inde i stuen, jeg tror jeg så den i et blink, bevæge sig glidende ned fra bordet mod gulvet, i det jeg slog øjnene op var den på vej ind over mig

det var dagen jeg skulle fjerne mine øjenvipper med en ladyshaver

var alligevel ikke sikker på om det var trygt at gå ud, måske jeg skulle finde min store sparkedragt frem.

Jeg gik rundt og rundt med elefantmaske, til jeg skød mig i foden. For der var ikke flere dukker i skabet kun en respirator. Jeg måtte sætte mig en stund i den blødeste stol

bag gangen øjner jeg en lille dør med en klar sprække, der kan jeg kun komme gennem hvis jeg lader snablen vokse og klipper halen

hvor mange lussinger kan jeg gi mig selv i dag inden jeg er ude

Muligvis nok til at morfe bare jeg ikke vågner som kakerlak,

kan jeg klæde mig i sort og ikke være kakerlak, sker det kun hvis man tilbeder satan. I så fald må jeg glædes over mit bedrag inden jeg holder op med at ånde tungt og bliver helt kold, inden jeg holder op med bare at være et nummer

Det blev tid til at klippe kløerne på lilletåen og klemme foden i skoen.

godt halen blev kappet tæt ved roden så jeg kan bære stramme bukser

I dag fandt jeg igennem porten uden at holde mig selv i hånden

-

jeg-aber kræver lange arme

giv dem flere figursyede mønstre

-

masseproducerede skamlæber er ofte lidt defekte

-

Jeg elsker vores fine indvolds-maskine, hvor tarme bliver produceret i kilometervis så de kan lægges rundt om danmark og holde farsen inde

-

Nu går mine sko undercover

de blæser på alle ordrer ovenfra

At se og ses

Stockholm lørdag d. 16 februar "there is wheat in all the bread here by the counter" – sagde ekspedienten til en kvinde med frakken i den rette længde. Alligevel endte hun med at trække glasdøren op og træde ud på Skeppsbron med en camouflage brun papirspose under armen. De er tilgivet, det bedste ved samtidens økokorrekte kaffebarer er at kaffen virkelig er god, så det er en nydelse at dulme myldret i mit hoved med en stor stærk -velsmagende- latte.
 Knudrede tanker får min mentale bevægelse til at træde vande her i hjertet af stockholms selvorganiserede kunstscene, den internationale messe for kunstnerstyrede udstillingsinitiativer. Det skulle være så godt og rigtigt, hvorfor fanden føler jeg så min indre alien kradse, hvis ikke her hvor helvede er jeg så fra. Al den kunst gør mig træt og negativ, jeg trækker mellemgulvet op i halsen og mobiliserer positiv interesse for alle de ting som ikke rager mig en skid. Det er en dødssyg indstilling og et overdrevent energisk arbejde at omgå min indre kontrære vejleder. En dødssyg indstilling fordi jeg ikke opdager nyt land hvis jeg ikke engang imellem åbner øjnene, ikke opdager nye tanker eller bare andre tanker end min lukkede skal kan producere.
 Al den kunst alle de mennesker som udtænker disse værker, det er faktisk sjovt for en ting der er meget lidt af på Supermarked er sanselighed(æstetisk radikalitet) og fritænkning (det mest befriende er en meget sær finsk video).
Det er som om alle værkerne råber, kræver lange forelæsninger, taler i en uafbrudt strøm eller vifter febrilsk med armene. På en måde er det som om at, hvis det hele forsvandt ville det ikke gøre den mindste forskel i verden.
 Det som gør mig træt er nok, at det ikke bare er på Supermarked kunsten er sådan, det er allevegne jeg kommer. Og eftersom jeg er kunstner skal jeg prøve at trænge ind i andres værker, ikke bare dømme dem på afstand. Det meste kunst kræver så meget og giver så lidt. Måske jeg også bliver træt af at bukke mig for alle de viftende arme. Jeg så to fine ting i går og der er helt sikkert mange flere, som har lidt druknedøden i kunsthavet, og som jeg overhoved ikke ænser idet jeg passerer.

 Mine morgentanker om druknekunst og andre strandvaskere lader tankerne flyde videre til noget der ligger på lur bag de andre tanker, flydende ufærdige tanker om opmærksomhed. Jeg sad egentlig her med kaffe og computer for at arbejde lidt på temaet til det panel jeg moderer senere i dag om visibility. I oplægget skrev jeg vist noget om, om visibility/synlighed altid er indsatsen værd når man er et lille kunstnerstyret udstillingssted. Men der er faktisk et andet aspekt på visibility og opmærksomhed. Det er stadig lidt snørklet i mit hoved, så jeg prøver mig frem.. H.Arendt skriver om appearence at man altid appear/fremtræder for nogen, dvs at synlighed altid ikke bare kræver en indsats af den som vil gøre sig synlig, det kræver også opmærksomhed fra den som ser. At se på noget/nogen bestemt der vil noget med at blive set kræver mental opmærksomhed. Nogen vil noget med din opmærksomhed, give dig deres indput, oplevelse og/eller information. Men hvordan har opmærksomheden og sindet det med heletiden at blive opråbt af ting man måske ikke selv ville have valgt? Der er gået inflation i andres opmærsomhed, det er ikke nogen dyrebar ting -andres opmærksomhed, det kræver ikke en særlig stor skat at tiltuske sig andres opmærksomhed, man behøves faktisk slet ikke have noget særligt at byde ind med for at prøve at fange andres opmærksomhed bare en stund. Den dyrebare opmærksomhed som der er penge i, som der er værdi i, jo flere der 'liker' det du poster på FB, jo smartere er du, opmærksomheden bliver et successtempel, ikke en sur smiley, som tildeles for at stjæle andres opmærksomhed. Ingen bebrejdes for at kæmpe for andres opmærksomhed, selv om at det ”budskab” man vil formidle ingen dybere substans har. Ingen bliver hængt ud som uetiske, selv om at de bruger scannere til at regne ud hvordan de kan manipulere os til at gøre det de ønsker vi skal gøre, og så bare for at rage til sig, skabe større profit. Hvis du producere sådan et lorte produkt at du bliver nød til at prøve at snyde dine medmennesker til at købe det, burde du indse at du er i den forkerte branche, eller bare ikke har anstrengt dig nok til at skabe et ordentligt produkt. Med hypnose kan man få mennesker til at gøre hvad som helst, er det i orden at udnytte lignende teknikker på egen vinding??? er det i orden at udnytte andres hjerners ubevidste opmærksomhed for egen vinding? Slange hvor er din stolthed? Er det ikke noget ufint mere i at udnytte sine medmennesker? Selvfølgelig ikke hvis man betragter medmennesket som et får! Hvis man ser på hvordan vi behandler får og andre husdyr i dag, kan vi så forudsige hvor det vil bære hen med menneske-fåret?
 Og hvad med os selv er vi helt ligeglade med hvad vi bruger vores bevidsthed og nærvær på. Vores bevidsthed, det som samler den tilfældige, unikke sammensætning af molekyler, kemi og energi, denne vores egen ganske særlige bevidsthed, er det slet ikke vigtigt hvad den bliver næret med. I min tid i mit liv bliver den konstant forstyrret af monitorer der viser nyheder, reklamer, interessante oplevelser og vigtigt emner og en stormflod af underholdning. Jeg prøver hele tiden at lukke af for alle dem som vil have min opmærksomhed, for det bliver svært at orientere sig når alle mulige råber på dig, det er svært at vælge det som betyder noget for MIG, når alle mulige forskellige ubetydeligheder råber ad mig, og er det ikke virkelig tarveligt at stå og råbe på min opmærksomhed, i stedet for at tro på eget værdi og få opmærksomhed fordi der er værdi i det man laver.
Hvordan ville kroppen have det med konstante forsøg på blive fyldt af det man møder på sin vej. I stedet for at vælge hvad man vil indtage, så skulle man hele tiden bruge energi at undgå at indtage tilfældige indput, hm... sådan er det vist allerede på en måde med al de reklamer som bearbejder dig ubevidst, frister og trykker på instinktive knapper, fy føj hvor er det i grunden menneskefjendsk og tarveligt at opføre sig sådan, så bliver medmennesket til en man skal prøve at snyde, forføre for egen vinding, fy føj hvor ufint egentligt.

Nå så fik jeg ryddet lidt op i mine tanker, nu gælder det om at holde sig til emnet når jeg sidder der med mine medsammensvorne og udbreder ”det rigtige” i vores semi fascistiske politiskkorrektekunstscene, i den verden vi alle er enige om er den 'rigtige verden', måske jeg skal lade min indre alien slippe ud af salen så længe, lade den glide ud på taget og trække dybe åndedrag af dejlig syrlig storby oxygen.

Kære P -2

København d. 31 Juli 2012

Kære P

Jeg bliver så trist og hidsig nogle gange, det er næsten ikke til at rumme. Der er så mange svin i verden, som udnytter og vader på deres medmennesker i sådan en grad at selveste Hitler ville smile i sin grav. Jeg bliver så frusteret at det næsten ikke er til at holde ud at sætte sig ind i. Nidkære, grådige og magtliderlige mennesker har fået en større legeplads med globaliseringen, og med den almene accept og indoptagelse af kapitalismen. Fordi det er tydeligt at kapitalisme gøder at man vader på andre for at få udvidet egen materielle velstand, det velsigner underlødige metoder i form af alskens manipulation, for at fremme egne interesser. Det er den vision vi alle har tilsluttet os og hvad værre er så har vi tilsluttet os det globalt, så de underlødige metoder kan mudre alle overblik over hvordan vi opfører os over for hinanden. Kapitalismens sjæl indeholder ikke respekt for andre, kun anerkendelse af dem der er lige så gode til at udføre deres selviske mål. Det der er tilbage af respekt for gensidigtrespektfulde handlinger er ofte reminiscenser af humanismen og oplysningen, og af religiøs næstekærlighed. Men det er tydeligt at alle disse retninger opløses langsomt i nihilismen eller bliver fordærvede, dekadente versioner af sig selv, hvor forståelse for den oprindelige intention er tabt i historiske tåger.

Jeg bliver så gal for det menneskefjendske er blevet en hel masse smilende masker og det er umuligt at afgøre hvem der besidder en reel intention for andre end bare sin egen bankbog. Der er så mange svin, som er med til at dække over uhyrligheder over for vores medmennesker og overfor naturen. Ja ok jeg fik lige raset lidt, men det er så frustrerende at leve en tid hvor alt er fordækt, alt er rænkespil og det går ud over hele kloden.

Frustrede hilsner

S

Kære P

København d. 31 juli 2012

Kære P

Sommeren er over os, samme sommer som rammer hvert år på samme tid med hedebølge, regn, blæst og torden. Jeg husker sommertorden i nattetimerne, hvor vi blev revet ud af vores senge og nedenunder, fordi sommerhuset havde stråtag. Så stod vi der sammen og talte ølkasser, jo flere jo bedre så lynnedslaget var langt væk. Det var altid spændende og jeg var en smugle bange, men det var også rart at stå der sammen alle fire.

Nå, men nu har det igen været en dårlig sommer, og det synes virkelig at optage mange hvor meget vi bliver snydt for rigtig sommer. Jeg må ofte tage mig i lettere næsvist at kommentere at det må være fordi de har glemt at de er danskere. For der er da ikke noget nyt i at det regner om sommeren her i landet. Og hvorfor betyder det så meget lige hvordan vejret er i juli, hvis det var hedebølge i maj! Det er vist noget med at når man endelig har fri så vil man også havde det godt. Faktisk har de lige fundet på i EU, at hvis man bliver syg i sin ferie, så har man ret til ekstra ferie. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det betyder at ens sygdom ikke er ens egen mere. Eller måske at man selv ikke er ens egen mere, men at man er sit arbejdes, undtagen når man lige får ferie så slippes man fri for en stund. Men ikke helt, for hvis ens organisme laver et ubehageligt udsving, så er man altså pludselig på arbejde igen, og altså ikke sin egen. Nå ja, som du kan læse så synes jeg det er et meget bekymrende fænomen, men jeg er jo også 'arbejdsløs', som om nogen udefradefinerede strukturer kan afgøre om jeg arbejder eller ej. Arbejde betyder jo efterhånden alt muligt forskelligt, og er meget langt fra en der stod ved et samlebånd eller gik i marken. I dag kan man f.eks. være vidensarbejder og medarbejder, men man kan ikke være modarbejder og det er heller ikke særligt godt at være uvidende arbejder(men det har det vist aldrig været). Til gengæld har det med at arbejde helt sikkert noget med penge at gøre, for hvis jeg er arbejdsløs så må jeg ikke arbejde (heller ikke uden at tjene på arbejdet) ellers får jeg ingen penge. Jeg ved faktisk ikke om jeg overhoved må skrive dette brev, eller om det tæller som arbejde, men jeg skal skrive en masse ansøgninger, ellers får jeg ingen penge og det er hårdt arbejde. Så jeg sender en masse ansøgninger til jobs som jeg slet ikke er kvalificeret til, ellers får jeg ingen dagpenge. De stakkels arbejdsgivere må jo drukne i ansøgninger, det må være som at finde en nål i en høstak, at finde frem til de rigtig kvalificerede. Nå men de har i det mindste sat det ned til at man kun skal skrive to ansøgninger om ugen, en overgang var det fire om ugen og helt galimathias. Arbejdsgiverene væltede sig i ukvalificerede ansøgninger fra tilfældige arbejdsløse. Vi, samfundet, ville da få mere ud af at sætte os til noget fornuftigere, hvad kunne man forestille sig, åh det er svært, for det må jo ikke være noget som tager arbejde fra andre, det må heller ikke være noget som tager form af nedværdigende strafarbejde, bare fordi man har været så uheldig at blive arbejdsløs. Måske man bare skulle lade folk bruge ordentlig tid på de ansøgninger som retter sig stillinger, der er relevant for ens kompetencer. Det er der mere værdighed i, også for arbejdsgiverne.

Værdighed, det er et ord jeg er kommet til at holde meget af på det sidste, og endnu mere fordi det er en stor mangelvare. Måske er det hele udbud/efterspørgsel ideen, det virker som den største værdi i denne tid at besidde værdighed.

Du vil måske undre dig over at noget så menneskeligt grundlæggende kan være en mangelvare, og derved stige i værdi, eftersom det jo bare er noget den enkelte kan tilegne sig!!! Men så let er det altså ikke at besidde og bevare værdighed for tiden. Man kan se det tydeligt i depressions og stress statestikkerne, alle de tilfælde af livsførelsesforvikling. Min påstand er at en del af det kommer af mangel på værdighed. Men det er svært at få øje på denne agressive bacille, for den viser sig i mange diskrete forklædninger, og er derfor ofte svær at gennemskue. Jeg kan komme med et lille, efter min mening, tydeligt eksempel. Hver gang jeg modtager en indkaldelse til akassemøde omkring dagpenge, står der konsekvent det er en invitation, og at jeg er forpligtet til at møde op. Min akasse er forbundet for journalistik, kommunikation og sprog, så jeg må antage at det ikke er en lille fejlformulering, men en bevidst kommunikativ strategi at lave sådan en omskrivning der får brevet til at lyde lidt venligere. Men når jeg modtager et brev som er omformuleret en smugle, bare så jeg ikke skal blive stødt(frastødt), så skal jeg alligevel regne ud hvad de mener, på trods af at de ikke kan få det over sig at skrive lige ud.

Deraf må jeg konkludere at enten tager de mig for en idiot, som tror de virkelig mener invitation (selv om at jeg kan miste min dagpengeret, hvis jeg ikke møder op), eller at de godt ved, at jeg ved at de i virkeligheden mener indkaldelse. Begge dele lige uværdigt, det første fordi det taler ned til mig, det andet fordi de antager at jeg ikke kan tåle at de kommunikerer direkte til mig, men bliver nød til at ”pakke ordene ind” så de ikke virker stødende!!! Der er ikke noget stødende i en indkaldelse, der er noget nedværdigende i ikke at blive talt til som et voksent menneske.

Men det er jo bare første skrivelse, så kommer hele dansen omkring sandheden, som alle i systemet foretager, for at følge nogle fuldkommen håbløse regler. Man bliver NØD til at grine af det, hvis man skal bevare sin følelse af værdighed.

Men det samme sker i mange forskellige afskygninger rundt om i de systemer arbejde-, som samfundsstrukturelle vi har opbygget.

Vi har haft en lang årrække med en ulidelig diskurs om at kun positiv indfaldsvinkel er konstruktiv (det er sikkert det som er årsagen til den omskrivning i brevet fra akassen). Det sker på den måde at nogle derovre i Amerika finder på at det er godt at være positiv. Derefter finder de ud af at de kan tjene penge på kurser i denne strategi. På et tidspunkt bliver den virus så båret fra 'overthere' til lille Danmark og så hænger vi på den. Det er som om at bare fordi den er opfundet i guds eget land, så behøves vi ikke være kritiske, nej det er faktisk nedladende, nedbrydende, og modarbejdende at være kritisk. Men er der noget mere nedladende og livsbenægtende end kun at skulle være positiv! Det er svært at bevare sin værdighed når man skal stå og tale babysprog til hinanden neeej hvor er det fint, hvor er du god, det ser super godt ud. Ved tabet af værdighed kan vi ikke tåle en reflekteret, nuanceret tilgang til hinanden og det vi yder. Vi er så fulde af selvforagt at vi hele tiden skal have nogle til at fortælle os hvor dygtige vi er, og det er selvforstærkende, desværre. Det er som en slags narkotikum, man skal have mere og mere. Tilsidst lever jeg kun når jeg bliver bekræftet af andre. Jeg kan rolig skrive jeg og vi om dette, for jeg har været fanget i dette afhængighedsforhold til andre, og slet ikke kunne mærke min egen værdighed, ikke hvilet i, at ved at være menneske, har jeg en plads i verden, som er lige så værdig andre menneskers. Ak, denne selvforagt er svær at slippe ud af, og jeg søger ofte stadig bekræftelse for mine kreationer fra andre, som om jeg søger berettigelse til at skabe.

Og nu jeg er ved det så virker det som om mange lider af denne skævvridning og det har gjort at værdighed til en mangelvare og derved i høj kurs. For hvis man ikke kan finde værdigheden i sig selv, så kan man heller ikke behandle andre med værdighed.

Nå jeg kunne vist blive ved i dag, men nu må jeg hellere afslutte brevet for i dag og se at komme ud af min seng.

Kh

S