Sværmen – sort sol tankemønstre – intet er stift – det bærende er principper for fællesskab og kærlighed er grundlaget, for opbyggeligheden ligger i kærlighed til verden, ikke i had eller egenkærlighed. Det er så banalt at skrive, ligesom alt om klimakrisen og den omstilling vi står i, det er klokkeklart, derfor skal det skrives og skrives igen – for hele vores system arbejder imod dette fundament og vi ødelægger livsgrundlaget for mennesker, dyr og andet liv. Der er ikke noget der er for banalt eller enkelt at sige i denne situation. Alle der arbejder på at komplicere risikerer at miste målet, eller prøver bevidst at forplumre det overordnede mål, oftest for egen vinding.

 

"Man kan kun stole på ord, hvis man er sikker på, at deres funktion er at afsløre og ikke at tilsløre" Hannah Arendt - Om vold, tænkning og moral, S. 52

  PEOPLE POWER

Det kunne være fedt at lave et langdigt om at svømme over eller under, om at overophede eller fryses ude, midt i morgenkaffen er 57 mennesker blevet anholdt, bliver morgenkaffen fortid, det er allerede et privilegie som indbefatter man har et komfur og et sted at nyde den. Jeg drikker altid den samme espresso, fordi jeg kan. At kunne er at have muligheden for hver morgen at stå op og lave en dejlig kop af importeret særlig udvalgte bønner. Hvem har plukket dem, kan de drikke morgenkaffe på bønner af eget valg hvis de vil? Sikkert ikke. Jeg køber dem altid på udsalg eller i store portioner, ellers har jeg ikke råd, en dag er denne mulighed der ikke mere. I Valencia er der mange som havde et komfur før og drak sikkert kaffe hver morgen.

Syder det i dig og bobler som espressokanden, Trump er lige genvalgt. Det er ingen ord i mig, gider næste ikke nyhederne, kun AOC som taler om mellemmenneskelig mobilisering. Styrk naboskaber og fællesskaber – the winter is coming – trods hovedpine skal jeg lave en vegansk gryderet til tyve personer i dag, så vi kan snakke om jorden, snakke om tiden og vejen. Jeg har ikke lavet den story jeg sagde jeg ville, jeg har aversion mod alle disse posts, selv om at jeg laver sociale medier for forskellige grupper, jeg har aversioner, trækker det, går trægt og tænker langsomt over det, pludselig ligger jeg vågen to timer med dårlig samvittighed, jeg skulle have lavet den post, bare en story, ikke noget særligt. Jeg gjorde det ikke – jeg modsatte mig. Altså ikke som at sidde på gaden i blokader, bare sådan et lille modsætte sig, et lille oprør inden i mig, min indre aversion mod at blive tvunget til at være i det opmærksomhedsflow, i konkurrencen med alle om at blive synlig, at blive set, at være en del af verden. For hvis man ikke bliver set, så er man her ikke og det er ikke nok at blive set på gaden, for der kan man ikke ’like’s’.

»altid har stødt sammen med en mørkere virkelighed«

jeg var ung i firserne og troede at den kolde krig ville ende i en atomkrig. Jeg kan genkende frygtens tilstand, den bliver trukket frem igen, sidder lige under huden nu, havde glemt den indre dirren – intet er sikkert – forskellen er at jeg er midaldrende og erfaren, frygten er ligeglad, og erfaringen som aflæser situationen siger at det er rigtig sort nu. Alt det jeg frygtede om klimaet, forureningen, naturen og om krig og psykopat mænd er blevet virkeligt. Kloden er befolket af magtliderlige ignorante fjolser, af mænd som spiller pik med verden, samtidig med at de nedtramper og udsuger moder jord, laver systemer som maks-udnytter kaffebønneplukkeren eller bomuldsfarveren på gigafabrikken. Hvem fanden ville arbejde sådan et sted, hvis man ikke var tvunget? Vi taler om datiden som brutal, fordi der var slaver. Nutiden er brutal fordi der er kapitalisme, som slavegør millioner af mennesker. Hvem i det globale nord ville vælge et job på en af de mange massive fabrikker, der producerer vores tøj? Det kunne være sjovt at fremhæve Kant, den højt skattede europæiske filosof, som var med til at formulere og udtænke det som blev oplysningen; vores grundlag for overlegenhed i demokrati og frihed i den vestlige verden. Lad os hive det kategoriske imperativ op af den gamle støvede oplysnings hat ’Handl kun efter den maksime ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver almen lov’. Ville du bygge et system, hvor dine børn blev nødt til at arbejde i en af de fabrikker hele sit liv, for at få råd til at leve? (jeg skriver her til mine privilegerede medmennesker i det velnærede Danmark). Der er selvfølgelig mange, som ikke er enig med Kants moralske kriterier. Personligt er jeg ikke selv glad for andres moralistiske normative nedgørelser, men det har intet med det kategoriske imperativ at gøre. For moral eller etik er jo noget i os, der handler om hvordan vi behandler hinanden og hvordan vi handler som fællesskab og lige nu handler vi på en måde, som tillader og igennem vores handlinger tilskynder, at millioner arbejder under slaveligende omstændigheder, for at vi kan bevare vores rigdom. Vi er lige så impereale, som vi har være i århundrede, og selv i vores meta-informations tid, med video-reels der flyver verden rundt, ser vi ikke dem, som arbejder for os. Spørg dig selv, ville du købe det billige tøj, hvis dine børn var tvunget til at sy det under forfærdelige forhold til sulteløn, for at overleve? Hvordan kan vi ikke se det? Hvordan kan vi ikke se dem, de andre? For vi ved med sikkerhed at de er der, der i fabrikkerne, plantagerne og minerne. Hvordan kan vi ikke se dem som os, som en del af menneskeheden, de andre derovre på den anden side af kloden, dem i Uganda der lige nu bliver fængslet for at protestere imod en ny olieboring i Uganda’s Lake Albert oilfields, så Totalenergies kan i samarbejde med staten og PFA ødelægge et stort natur område (præcis som Shell, den Nigerianske regering og befolkningen i Niger deltaet i starten af halvfemserne) for derefter at tvangsforflytte 100.000 og lade en rørledning med olie gennemskære en masse naturområder….. … samtidig vi står og kigger ind i et muligt økosystemkollaps forårsaget af fossilindustrien. Hvad ville du synes, hvis det var din lille park, som skulle blive et stort grimt forurenet oliefelt? I DK brokker lystfiskerne sig over at havet er dødt – tak til lystfiskerne for at råbe op – men bare det at vi har noget der hedder lystfiskere, vidner om vores massive overflod – den dag hvor vi bliver nødsaget til at fiske fordi vi ikke har noget mad, så er der ingen fisk – og den dag kommer jo helt sikkert, hvis vi ikke laver om på den måde vi lader de 10-30 firmaer som styrer verdens handel, information og industri, fortsætte med at styre, udhule, udrydde og udnytte for deres egen vinding. Hvem kan stoppe dem? Skal vi bare acceptere der ingen fisk er den dag vi bliver nødsaget til at fiske for at få stillet vores virkelige sult?

 

Ordene flyder over – alle er ombord – på en måde – der sidder en kniv i min rygrad – væv er fælles og tyndt – de siger at vi har et uoverskueligt problem – de siger det er bedst at være håbefuld – de siger det er bedre at have sjove fremtider i kroppen – de siger vævet nok er stærkt – jeg bløder nok ikke let – eller – de siger vi er særligt opfindsomme og siger at alt ikke kommer til at dø – jeg tror ikke jeg er bange for at dø – de siger at der måske kommer kvælende damp skyer – eller måske bare tørke, varme og oversvømmelse – måske kommer der kulde her, siger de også – mine underben hviler på taburetten det prikker let i højre fod – de siger jeg skal huske jernpillerne – findes der jernpiller i et kollaps – hvor mange slags kollapser kan vi drømme om – hvor mange ønskedrømme kan vi nå på et liv – hvor mange kollapser kan man undgå – de siger vi skal tænke på fællesskaber – jeg tænker meget på fællesskaber – og at dyrke jord – for jeg drømmer at det er godt at kunne dyrke noget mad – hvor mange forskellige fællesskabssamfund kan jeg forestille mig – jeg drømme om kærlighed – helt enkelt

 

 

Hvor er dyret planten livet, hvem er dyret planten livet

Alt vi spiser har været levende

Alt der nærer os har været levende

Heldigvis kan vores kadavere i princippet nære andre

 

Jeg gør af implosionen

I kollapser

Logrer af færten af håb

at blive andet

 Brev fra korrespondance med ven og kollega, november 2018

Hej ......

Super tak for din feedback. Det har hjulpet virkelig meget på at tydeliggøre det ting jeg går og funderer over. Jeg ved at jeg svinger med store tanker, har nu helt slettet afsnittet med "talen" fra ansøgningen. Måske jeg kan omskrive det og bruge det i udstillingen, kan godt lide tanken om at der indgår en modstandsbevægelse i udstillingen. 

For at tydeliggøre opbyggelighed og vision krævede bare nogle få nye ord i teksten, som understregede at selve udstillingen både er en kritik og en vision. Men personligt så mener jeg at det er politisk! det handler om at forstørre de spor, som lige nu er farligt destruktive og byde ind med en anden verden og værdi. Jeg synes, vi længe har været som tyskerne i tyskland under krigen, dyrket ondskabens banalitet fordi vi ikke kunne kapere andet. Derfor handler kritikken i udstillingen for mig, slet ikke om dekonstruktion men om at tage sløret væk fra øjenene, at turde se på det vi er igang med at gøre ved verden. Jeg benytter latex som metafor for den hinde jeg har beskyttet mig med, for at kunne holde ud at være til.

Mht naturen så har jeg arbejdet på at finde en term, for de cellersystemer som udvikler sig selv. Jeg mener på ingen måde den uberørte natur, jeg synes det er en fordrejet måde at betragte verden og det er et destruktivt argument (dette er ikke møntet på dig, jeg har diskuteret dette før og havner i samme hårdknude). Jeg er natur, kloden er natur, mennesket er en del af kredsløbet, det hele handler om, hvordan vi indgår i dette kredsløb. For mig er det ikke videnskab mod den uskyldige natur, videnskaben er en del af menneskets natur, alt for os er et spørgsmål om hvordan vi vælger at bruge den "natur" vi er og har. Nå nu de stærkeste globale kræfter har gjort grådighed og udsugen som ideologi, i en verden hvor videnskaben tager kvantespring, så må modstandskampen handle om værdier, ideologi og politik med andre ord. Jeg mener ikke klassisk politikstænkning; jeg mener at det er politisk at have en vision, om en anden værdi for væren i verden, end grådighed og for mig knytter dette sig til at forbinde sig med "jorden"/"naturen". Vores videnskab er kommet så langt at de kræfter vi "leger med" kan udrydde kloden på mange forskellige måder, derfor mener jeg at det vigtigste lige nu må være at kæmpe for at fællesskab skal være det primære, omdrejningspunktet (også med "naturen") ikke konkurrence som har et stærkt destruktivt og ulækkert grådigt element tilknyttet.

Ahhh nu blev du viklet ind i en lang tankerække... der kan du se din kommentar fik virkelig sat tanker igang. Tak du.

Hvis du har lyst til at fortsætte korrespondancen så fedt... altså hvis du har nogle tanker og meninger om det jeg rabler af mig..

Kh S

STOP ECOCIDE

 

          Aisthēta  – det vi sanser   – sanser siger mig at noget er galt  –  ponta – det jeg ved.. kan jeg sætte samme i konstellationer som danner et billede, tydeliggør logikker og sandsynligheder – giver mig forestillingsevne. Jeg ser en masse brikker der samler sig til en tsunami af fremtidige farer, jeg blinker tit så er det ikke så tydeligt, ikke rigtig synligt. Jeg lukker mine sansninger af, sætter et tykt lag op imod de indkomne indtryk for ellers blæser jeg fornuften ud og ender som rallende gal – alle signaler skriger og jeg skruer helt ned for volumen for at fortsætte dagligdagen. DET HOLDER BARE IKKE. Jeg kan ikke skrive poesi om hvordan jeg føler med andre nære smukke og skrøbelige væsner her hvor fødderne altid strækker sig lidt for at favne simpel jord. Jeg kan ikke hoppe ud af konkret sprog, med kilometer af tillægsord og omformulere det som sansning, det larmer i skallen og om lidt sprænges mundvigen som en fødende -i en eksplosion af afmagt

Ukrudtet vokser i mit hoved

arternes tilfældige udvikling

Bekvemmelighedens vej til udryddelse

Kan man købe aflad for sin privilegeredes status. jeg er dømt til evig grim samvittighed fanget i en politisk strategi hvor jeg skal tro at jeg har magt ved hver beslutning jeg tager når jeg handler og lever så jeg går rundt og bruger mig energi på at have dårlig samvittighed for jeg kan ikke gøre det godt nok jeg kan ikke helt se mig selv i spejlet det er som et psykologisk volds-forhold, hvor jeg hele tiden ved at jeg ikke gør det godt nok at jeg ikke er god nok til at købe betænksomt og til at leve betænksomt for der er mange som ikke har indflydelse, rettigheder, land eller mad som har katastrofen fra vores globale nordlige raseren. er jeg fanget i det koloniale og kapitalismens røgslør... hvordan fuck kan jeg leve efter min overbevisning det kræver uhørt opmærksomhed med alle de forhindringer forbrugerhypnosernes labyrinter præsenterer der er sprækker og faldgruber alle vegne jeg forvirres og flakker der ikke så meget overskud til at gennemskue og kæmpe mod de grådige dem der pisser på andre og skaber ubalance og det er svært ikke at træde ved siden af egentlig det jeg vil er at være medskaber og kunne se mig selv i øjenene

jeg mærker muren mod ryggen

fløjl og fimrehår på næsens inderside vinker sørgmodigt

jeg skriver til jer fra den korridor hvor jeg bor

jeg rækker min overforstrakte arm

og aer jer om samtiden

jeg sender et svovlende ekko afsted

her inde fra min kødkorridor

jeg sender budskaber og sansninger

når mit kød rammer det fysiske fællesskab

 Kan vi egentlig lide at være her med hinanden

Kan du lide at være her med andre

Kan jeg lide andre

Kan jeg lide dem jeg ikke har valgt

Dem som ikke er tætte

Dem derude

Kan vi egentlig lide at være her med hinanden

Hvem er vi

Hvem er hinanden

Hvem er den anden

Er det dig

Kan du egentlig lide den anden

Kan vi lide dig

Kan jeg lide dig

Og du mig

Kan vi egentlig lide at være her med hinanden

Når vi prøver at trænge frem i denne verden

Prøver at komme op i masten så alle kan se os, se mig

Fremfor dig

Kan jeg lide dig hvis du ikke gider se på mig

Fremfor dig 

Eller dem

Skal jeg elske at du kan lide at se på mig

Fremfor dem

Kan jeg egentlig lide dig hvis du er uinteresseret i mig

Kan vi egentlig lide at være her med hinanden

Hvad er det vi kan lide ved det

At stå i samme pyt

(vi står ikke i samme pyt)

At gå i samme retning

(vi har ikke allesammen mulighed for at flytte os)

På samme måde

Synge samme klang

og være i samme klub

(vi er ikke alle i sammen klub)

Kan vi lide andre slægter

Kan vi egentlig lide at være her med hinanden

Som forskellige

Besværlige

Ustyrlige

Og kan vi lide at være sammen med alt det andet liv

Uden at skulle fortære det hele, hinanden og især de andre

-->

eXtinction Rebellion fortælle mig roligt og sagligt at X er lige op over

Jeg laver et indre ritual og puster dagens sidste mentolrøg ud ad vinduet på bagtrappen, et ritual for verden, jeg elsker verden, elsker verden, elskerverden, elskerverden, elskerverden, elskerverden, elskerverden, elskerverden, elskerverden, elsker centrifugen i solarplexus når jeg ånder en meditation over en levende verden

På knæ laver jeg en enkelt tankes ritual, en sten, et frø og solarplexus. Jeg rammes af vibrationer og det prik-snurrer kraftigt i højre side i hovedbunden. Hvad fuck er det for et sært sammentræf, jeg er jo ikke heks, jeg er ingen, jeg elsker bare at fornemme den fælles luft, er jeg midt i en hjerneblødning. Verden er midt i en hjerneblødning X er vist lige op over, blødningen er sat i gang, små kar bristet flere steder i den runde skal, i den sårbare masse.

Et skrig sidder fast under fødderne. Jeg står og balancerer. Der er så mange nye tanker. Jeg er et med verden, er af verden, jeg er en rotte, et rovdyr, en ådselsæder, er en ond slægtning til andre i biotopen og så synes jeg insekter er klamme, jeg er rotten som degenereret, rotten i byen, i civilisationen og jeg elsker storby, elsker jeg også natur når den er rå, måske jeg frygter den, den føles farlig, smuk, forførende og glubsk. Jeg kender faktisk kun kultiveret natur, jeg er fra et overkultiveret sted, jeg er måske overkultiveret, tætklippet, anlagt, ukrudtet fjernet, i konstant kamp med invasive arter, fra et fundament af overfladiske rødder

X er existing, exercise, extreme, experimental, extinction, X er den ukendte mængde og det kvindelige kromosom. XR er et råb en mekanisme som udløser det skrig jeg holder nede. Det er som om det pibler frem fra sprækkerne med kloge mennesker, vi har alle være i hi

   

Vil gerne vikle os ind i os selv, bide og forplumre et åndedræt nervøst

kan verden. leve gold

Under en usynlighedskappe sniger jeg mig ud af historien, flakser basker frigør mig fra klæbrige dannelsesdiskurser og antagelser med lukkede tilknappede stamceller. Hvor er jord og luft, op og frem

lyd penetrere forsigtigt blod og lymfer, sammentrækker frit flydende ord, lader til skarpe skud fra Omvendtsslev, i det du dukker dig og undgår at ramme Utopia i sin faste form. Alligevel følger jeg  strømmen af modladning og flytter mig i rekylens turbulens (Wik: I strømningsmekanik (hydrodynamik og aerodynamik) er turbulens eller turbulent strømning et strømningsområde karakteriseret ved lav bevægelsesmængdediffusion, høj bevægelsesmængdekonvektion - og tryk- og hastighedsvariationer over tid. Strømning, som ikke er turbulent, kaldes laminar strømning. Turbulens kommer til udtryk, ved at partikler spredes hurtigt og kaotisk)

indre skyklapper må hvile nu, pakkes med vintertøjet og gemmes i kælderen så farverne får lov til at gro i spandefulde af nuancer og jeg eksploderer med jer. I det øjeblik berøres vores sammenfiltrede hår af grisebørster, en bevægelse sættes i gang som antyder modskridt og fremvækst.

Kan man være ikke-revolutionær?

Smagen af et enkelt ord skal trækkes rundt i hvælvet, forme sig, tonen springe i et øre og rasere fornuft. Ladningen holder os og sprænger sig fri i egen betydning, en farlig leg blottes i uforsonlig mening og skyder sig op i mig, mit ordforråd er magert, anorektisk til tider, alligevel søger det orgasmens udfrielse