onsdag den 4. december 2013

Afmagtens stille lammelse


På cafe i centrum af Stockholm.
Det er stadig søndag og jeg kigger på forvirrede snefnug mens jeg hører Avo Pärt og verden spinder omkring mig sammen med fnuggene og tankestrømmen. Jeg håber tiggeren udenfor er gået et varmt sted hen, hvorfor gav jeg ham ikke noget da jeg passerede ham? Nu hænger han i tankerne. Er det fordi jeg bliver frastødt af for lidende tiggere,? Føler mig for manipuleret? Får det mig til at reagere modsat og miste lysten til at give et par kroner? Selv om at jeg grundlæggende godt vil give til tiggere, ud fra det perspektiv at vi alle kunne være født i en anden situation. Jeg har være heldig med mine privilegier. Men jeg mener at alle kan ændre deres liv og forbedre noget i deres situation, hvis de kan finde den rigtige hjælp (hvad det så end måtte være). Det kan være svært især hvis man ikke er så god til at begå sig i samfundet. Man har altid bedre udgangspunkt hvis man er født i en privilegeret situation. Så selv om at jeg tror på at handling er det som skaber verden, og jeg går stærkt ind for plads til den individuelle frihed og pluraliteten, så mener jeg stadig at vi alle kan, ved særlige omstændigheder, blive fanget i en blindgyde. Og hvis man mener at det kun gælder andre og at det aldrig ville ske for en selv, så mener jeg man er både umådeholden arrogant og har et temmelig indskrænket perspektiv, næsten så indskrænket at det grænser til det stupide. For det kræver vel ikke den store tankevirksomhed at forstå at ændrede omstændigher vil ændre ens perspektiv, derfor ofte også både ens handlerum og psyke. Noget af det sværeste at kapere er magtesløshed, det være sig af fysiske begrænsninger, af psykiske begrænsninger eller endnu værre når det er systemet som er irrationelt og man fanges i absurde paragraffer. Grunden til jeg kalder det det værste er fordi, hvis man viser initiativ og gåpåmod så opfattes man som en belastning og utilpasset, og når man har mødt tilstrækkelige absurde og irrationelle regler så ender man med at resignere i afmagt, en tilstand hvor det gælder om ikke at tænke, for hvis man tænker bliver man gal. Dette gælder i højste grad for de systemer som mener sig særligt humane, og hvor man bliver fagnet i usynlige fælder ikke pga af særlige årsager, altså ikke fordi man er jøde, homoseksuel eller sort. For hvis det var årsagen, så havde man noget konkret at kæmpe imod, nej det system som holder menneskerettighederne i hævd og mener alle har lige rettigheder, hvis det system degenerer og pludselig eksisterer for sin egen opretholdelses skyld ikke for at skabe de bedste rammer for menneskenes fælles trivsel. Det system er den værste form for afmagt, for man kæmper ikke mod noget konkret man bokser i bureaukratiets grød og jo mere man snor sig på panden jo mere bliver man viklet ind i snorene som holder det hele sammen og jo mere absurd og uforståeligt bliver man mødt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar